Google Stadia understøtter nu flere Android-telefoner
Til at begynde med har Googles spilstreamingtjeneste, Google Stadia været begrænset til Googles egne Pixel-telefoner, noget der helt sikkert har frustreret mange spiltørstige gamere uden Pixel-telefoner. Nu er der imidlertid gode nyheder for andre interesserede.
Google Stadia understøtter flere Android telefoner
Google vil nemlig til at udvide Stadias tilgængelighed. Fra og med nu er det muligt at benytte Stadia via andre enheder. Det gælder blandt andet en række Samsung-telefoner, fra Galaxy S8 og frem til den spritnye Galaxy S20. Indtil videre er det dog kun flagskibsmodellerne i S-serien og desværre ikke Samsung-telefoner fra den populære A-serie eller andre af Samsungs billigere modeller, der kan bruges til Stadia.
Udover Samsung-modellerne kan man også spille Stadia-spil, hvis man ejer en Razer Phone, Razer Phone 2, Asus ROG Phone eller Asus ROG Phone 2. Sandsynligvis kommer flere til over tid, måske også iPhones, men bare disse tilføjelser lukker jo en hel del flere ind i varmen.
Se også: Test af Google Stadia
Blandt modtagelse af Google Stadia
Anmeldelserne af Stadia har indtil videre været noget blandede. Der har været en vis skuffelse efter lanceringen, hvor tjenesten ikke helt har levet op til forventningerne. Vi har dog grundlæggende selv været ganske tilfredse med Stadia, når det gælder selve spiloplevelsen – billedkvalitet og controller har fungerer super fint for eksempel. Dog har spiludvalget været noget begrænset.
Stadia opleves bedst på en stor tv-skærm, men det er altså også muligt at spille på mobilen, enten med den tilhørende controller eller med styring direkte på skærmen. På sigt vil Google formentlig gøre spiloplevelsen på mobilen endnu bedre, da ideen med Stadia er, at man streamer spillene fra skyen og dermed ikke har brug for kraftig hardware for at kunne spille.
Hvis man ikke har prøvet tjenesten endnu, er det bare om at give den et forsøg og danne sin egen mening.
Se også: Nyheder om Google Stadia