Guide: Backup til skyen – to smarte konkurrenter til Dropbox
Dropbox
Dropbox er nok den mest kendte tjeneste til at lave backup af sine filer i skyen med, og tjenesten bliver benyttet af millioner af mennesker hver eneste dag.
Dropbox er som udgangspunkt gratis at bruge, og hvis man vælger den gratis model, får man adgang til 2 GB lagerplads på sin konto. Man kan desuden invitere sine venner til tjenesten og udvide sin lagerplads for hver invitation. Har man mange at invitere, kan man altså få masser af plads til backup i skyen.
Hvis man har brug for mere lagerplads til backup i skyen, kan man købe større pakker, for eksempel 50 GB for cirka 500 kroner om året. Det kan være en god idé, hvis man bruger Dropbox-programmet på sin computer, da den automatisk kan tage backup af dine filer.
Dropbox har en mobil applikation til Android, BlackBerry og iOS (iPad og iPhone). Windows-mobiler kan tilgå tjenesten gennem mobilsitet m.dropbox.com eller ved at bruge software fra tredjepart, som kan findes i Marketplace.
Sådan er Dropbox på mobilen
Android:
Fra oversigten over filer og mapper kan du navigere frem til den mappe eller fil, du vil bruge. Hvis du for eksempel vil se et billede, skal du blot trykke på det.
Hvis du holder nede på en fil i oversigten, får du en menu med flere valgmuligheder, blandt andet mulighed for at hente filerne ned til din enhed.
Man kan også uploade filer fra mobilen, og overførslen går i gang med det samme, når man har valgt de pågældende filer.
iOS:
Programmet vil automatisk vise en oversigt over dine filer og mapper, og hvis du bruger en iPad, vil denne oversigt dukke op som en dialog til venstre. Man kan få sine filer vist ved at trykke på dem, og nogle filtyper kan også gemmes på enheden – for eksempel billeder.
Man kan lave backup i skyen af billeder og videoer til sin Dropbox under fanen Uploads men desværre ingen andre filtyper.