Ingen vil betale for Super Mario Run

Det var en kort fornøjelse for det nye Super Mario Run-spil til iOS, for allerede efter kun et par uger på markedet er interessen kølet voldsomt af.

Ingen vil betale for Super Mario Run

Ifølge analytikerne hos App Annie ligger Super Mario Run ikke længere på toppen af indtjeningslisterne nogen steder i verden. De første dage lå spillet ellers i top i hele 59 lande, så det må ses som noget af et dyk for spillet.

Spillet ligger dog stadig top fem mange steder og top ti endnu flere steder, så Nintendo tjener da stadig en skilling på spillet, men det må alligevel ses som et nederlag, Nintendo ikke havde forventet. Deres strategi for spillets indtjening må ses som fejlslagen.

Se også: Billig pris på mobilabonnement

Brugerne ikke imponeret over spillet

Spillet er nemlig som sådan gratis at downloade, men du får kun de første tre baner i den gratis version. Derefter skal du betale 79 kroner, hvilket er en ret høj pris for in-app-køb i et spil. At spillet så hurtigt er raslet ned af indtjeningslisterne må betyde, at folk ikke er imponerede nok over de tre første baner til at ville købe hele spillet.

Omregningskursen for Super Mario Run er kun 1.2 procent, hvis man skal tro data fra Apptopia. Sagt på rent dansk betyder det, at kun godt en for hver hundrede, der har downloadet det gratis spil, har brugt de 79 kroner eller ti dollars på at købe den fulde version.

Interessant hvad der sker med Android udgaven af Super Mario Run

Generelt er det sådan, at det er meget sværere at få Android-brugere til at betale for apps, end iOS-brugere. Google Play har faktisk dobbelt så mange downloads som App Store, men omsætter kun for halvt så meget.

Med resultatet fra iOS in mente vil det være tåbeligt af Nintendo at have den samme økonomiske strategi for Android, når spillet kommer til Android-platformen næste år. Så mon ikke Nintendo finder på en anden strategi for at få lidt penge ud af Super Mario Run-spillet inden da.

Her på mobil.nu var ikke selv synderligt imponeret over Super Mario Run og advarede faktisk direkte mod at købe det.

Se også: Test af Super Mario Run