Ny livredder-app lærer børn hvordan man færdes sikkert på stranden
TrygFonden har udviklet en ny app med spørgsmål og opgaver, der handler om badesikkerhed og om at redde liv. Hvad skal man for eksempel gøre, hvis man fanges i et revlehul, eller hvis ens badedyr bliver taget af fralandsvind? Det er den slags spørgsmål, man skal svare på og samtidig kan børnene komme på skattejagt, hvor det gælder om at finde skattene, der er gemt på 35 strande og havnebade i hele landet.
For at være med, skal man optjene point på ”Livredder”-appen ved at svare rigtigt på spørgsmål og løse opgaver, der altså handler om badesikkerhed og om at redde liv.
Se også: Mobilabonnementer til børn
Giv kunstig åndedræt på mobilen
I appen stiger børnene i level i takt med at de svarer på spørgsmålene og spiller spil, hvor det gælder om at holde øje på en travl strand og redde strandgæsternes liv.
Ved at puste og trykke på mobilen kan man også prøve at give kunstigt åndedræt og hjertemassage, og man får feedback på, hvor god man er. Når børnene har nået level 6 på mobilen, kan de ude i den virkelige verden deltage i en skattejagt på de 35 strande og havnebade, hvor livredderne fra TrygFonden Kystlivredning bemander livreddertårnene i løbet af sommeren. Skattejagten begynder den 10. juli 2017 og løber frem til den 31. juli.
“Med den nye app vi vil gerne aktivere børnene og skabe rum for, at de taler med deres forældre om, hvordan man læser vinden og vandet på stranden og forhindrer, at der sker ulykker”, siger René Højer, programchef i TrygFonden.
Livredder-appen er gratis og kommer til Android og iOS.
Se også: De bedste mobiltelefoner til børn