Opdatering af Google Maps viser de mest brændstofeffektive ruter
Når man går ind på Google Maps og søger efter en rute, er det ofte for at få den hurtigste vej fra A til B. Men det er ikke altid, den hurtigste vej også er den korteste. Den hurtigste rute kan gå via en motorvej men være længere end en kortere rute, hvor man ikke må køre lige så stærkt.
Google Maps kan vise den mest benzinbesparende rute
Autoevolution har fået fat i information om en kommende opdatering til Google Maps, hvor Google har ændret i den algoritme, der udregner ruten. Det betyder, at man ikke nødvendigvis får den hurtigste rute som standard, men at Google Maps i stedet forsøger at finde frem til den mest effektive rute rent brændstofmæssigt.
Hvis Google Maps for eksempel mener, at den hurtigste og den mest brændstofeffektive rute har samme estimerede ankomsttid, vælger Google Maps at præsentere den mest miljøvenlige af de to.
Se også: Priser på de bedste telefoner
Ikke klar i Danmark endnu
Google har dog ikke tænkt sig at tvinge alle til at vælge på denne måde. Man har som bruger stadig mulighed for at vælge, om man vil tage den hurtigste rute eller den, der er bedst for miljøet.
Funktionen virker dog ikke til at være klar i Danmark endnu, men mon ikke den kommer her til også snart.
Se også: Nyheder om Google Maps