Spotify CEO Daniel Ek: Musikere må arbejde hårdere
I disse dage er en hel dansk musikbranche godt gammeldags tossede på Google, fordi Google har fjernet al dansk musik fra YouTube. Det har de gjort, fordi rettighedsforhandlinger med KODA er gået i hårdknude. Rettighederne til at vise og afspille dansk musik på YouTube udløb den 31. juli og Google vil have danske musikere til at gå 70 procent ned i betaling indtil en ny aftale var på plads.
Spotifys CEO: Musikere må arbejde hårdere for føden
Det har naturligvis afført en hed debat om, hvor lidt musikere bliver betalt generelt fra streaming-tjenester. En af de streaming-tjenester, der betalt mindst er Spotify. I følge Koda betaler de 8,8 kroner per 1.000 afspilninger. Eller 0,0088 kroner for hver afspilning. Til sammenligning betaler Apple 26,6 kroner per 1.000 afspilninger, TDC Play 17,4 kroner og Tidal 14,6 kroner per 1.000 afspilninger. Det er i sig selv upopulært med så lille en udbetaling fra Spotifys side og nu gnider Spotifys direktør Daniel Ek salt i såret.
I et interview med Music Ally, siger Daniel Ek, at musikerne må arbejde noget hårdere for føden. “Musikere, der tidligere klarede sig godt, klarer sig måske ikke så godt i fremtiden, hvor man ikke kan nøjes med at udgive musik hver tredje eller fjerde år og så tro, at det er nok. De bands, der klarer sig godt i dag, har indset, at det handler om at skabe et kontinuerligt engagement med deres fans. Dem, der ikke klarer sig så godt på streamingtjenester, er primært dem, der ønsker, at musik udgives som den plejede at blive udgivet”.
Se også: Mobilabonnement med musik
Ek: Data viser flere og flere kan leve af streaming
Han ærgrer sig også over, at der ikke findes nogen musikere, der fortæller, hvor glade de er for den indtjening, de får fra streamingtjenester. “Privat har de sagt det mange gange, men i offentligheden har de intet incitament til at sige det. Men data viser utvetydigt, at flere og flere musikere kan leve af indtægterne fra streaming”.
Spotify er stadig verdens største streaming-tjeneste med 138 millioner betalende abonnenter. Alligevel er de netop kommet ud af seneste kvartal med 166 millioner euro i underskud. Det svarer til 1,24 milliarder kroner i underskud – på tre måneder. Musikere skal nok ikke sætte næsen op efter at få mere i udbetaling fra Spotify de kommende år…
Se også: Nyheder om streaming