Rabat i udsigte hvis man tegner abonnement på Disney+ før lanceringen
Disney tilbyder billigere abonnementspriser på sin streamingtjeneste for europæiske kunder, hvis man tegner sit abonnement inden den første europæiske lancering 24. marts. Hvis man skriver sig op senest den 23. marts, får man rabat på 10 pund eller euro på et årsabonnement i de lande, hvor tjenesten ruller ud om kort tid.
Rabat på Disney+ hvis man tegner abonnement inden lanceringen
Med rabat koster et årsabonnement 60 euro. Vi forventer, at et årsabonnement på Disney+ koster 549 danske kroner og med rabat kan prisen lande på omkring 470 kroner får et abonnement i ét år.
Deler man rabatprisen op på årets 12 måneder, giver det en månedspris på omkring 40 kroner, mens et løbende månedsabonnement kommer til at ligge på 59 kroner. Der kommer ikke til at være lignende rabatter på månedsabonnementet.
Danmark er desværre ikke på listen over lande, der får Disney+ her til marts, det sker først til sommer. Dog indikerer den omtalte rabat, at vi får lignende rabat i Danmark, når tjenesten aktiveres på vores breddegrader.
Se også: Danske priser på Disney+
Disney+ måske i samarbejde med dansk teleselskab?
Disney gav nemlig også amerikanerne en lignende rabatløsning, og indgik desuden et samarbejde med Verizon, hvor man fik et år gratis på Disney-tjenesten med bestemte pakker hos Verizon. Det bliver spændende at se, om et af de danske teleselskaber kan blive en del af en lignende løsning.
I USA har tjenesten været en succes med mere end 10 millioner abonnenter allerede den første dag. I begyndelsen af februar var det tal steget til 28 millioner, hvilket er langt over de vurderinger på mellem 10 og 18 millioner abonnenter det første år, som analytikere kom med på forhånd.
Se også: Mobilabonnement med streaming-tjenester
Tvivl om indholdet
De første europæiske lande, der får adgang til Disneys tjeneste bliver Storbritannien, Irland, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Østrig og Schweiz. Rabatten gælder dog ikke i Holland, hvor tjenesten allerede er lanceret. Danmark skulle få Disney+ til juni.
Europa-lanceringen er jo lige rundt om hjørnet, men der er faktisk stadig usikkerhed omkring hvilket indhold, der bliver tilgængeligt for de europæiske kunder ved lanceringstidspunktet. Disney har endnu ikke bekræftet, at The Simpsons kommer til at være en del af tjenesten i Storbritannien. Det er også uklart om alle afsnit i The Mandalorian vil være tilgængelig fra starten eller om de kommer lidt efter lidt, som det var tilfældet i USA.
Se også: Nyheder om Disney+