Test: Det bedste mobilspil nogensinde
Der findes tusindvis af spil til smartphones, men personligt synes jeg, der er langt mellem snapsene. Der dukker en gang i mellem lyspunkter op, som for eksempel det forrygende og danskudviklede Tentacles, som de sidste par måneder har været undertegnedes favoritspil. Det findes kun til Windows Phone lige nu, men skulle snart komme til i hvert fald iPhone.
Men Tentacles må nu vige pladsen for Grand Theft Auto III, som kom til iPhone og Android for nogle uger siden. Man styrer en forbryder, der skal prøve at komme længere op i hierarkiet i forbryderbyen LIberty City. Det skal ske ved at udføre opgaver for byens forbryderkonge.
Opgaverne er mange og ikke mindst dejligt varierede. Den ene mission kan handle om at køre ludere hen til politifesten, mens en anden mission handler om at likvidere andre forbryderkonger. Det handler ikke bare om hjernedød skyd-på-alt-der-rører-sig, men man for eksempel også spærre vejen for en flugtbil, der står på den anden side af blokken, inden man plaffer offeret ned.
SE BILLEDER AF GTA III ØVERST I ARTIKLEN
Denne alsidighed er absolut en af de største styrker ved GTA III. En anden lige så stor styrke, er at man kan bevæge sig rundt i byen, enten til fods eller i bil, som man har lyst. I mange spil fra for eksempel Gameloft kan man kun bevæge sig i bestemt baner og retninger og man kan kun slå frem eller til siden på en statisk måde. i GTA III kan man styre sin person præcis som man vil. Det er virkelig fedt!
Og styringen er i top. Til venstre på skærmen styrer man bilens retning eller personens retning til fods, og til højre findes taster til speeder og bremse samt til at slå, skyde og skifte våben.
Eneste anke mod spillet er, at kortet, man kan få vist over byen, ikke viser, hvor man selv befinder sig. Så er man ikke på en mission, men kører lidt rundt på egen hånd for overfalde folk på gaden, så kan det være lidt svært at overskue, hvor man befinder sig.
Det er dog petitesser i et fuldstændig forrygende spil, som du bør unde dig selv at kaste 30 kroner efter. Det er ikke kun super fedt at spille, der lader også til at være til rigtig mange timers spil.
Det er fristende at slå eller skyde løs på tilfældige forbipasserende, men det skal man passe på med, for inden man får set sig om, har man selv fået en kugle for panden…
Spillet er først kommet for nylig, da smartphones og tablets først nu har en processor, der kan afvikle spillet. Du skal derfor forbedrede dig på, at du skal have en kraftfuld smartphone eller tablet, formentlig med dualcore processor, hvis du vil spille spillet. Men prøv at hente det ned, så skal du nok få at vide, om din smartphone kan klare spillet.
Grand Theft Auto III
Til: iOS og Android
Testet på: Prada Phone by LG 3.0
Pris: 30 kroner
Karakter: 10/10
Du finder GTA III i Android Market her og i App Store her.