Topchef forlader Google Stadia – ekspert kalder tjenesten for en dødssejler
The Information og 9to5Google har kunnet bekræfte, at Google Stadias VP og produktchef, John Justice, har forladt Google. Oplysningerne kommer fra Google selv: “Vi kan bekræfte, at John ikke længere er hos Google og vi ønsker ham held og lykke på hans vej”.
Google Stadia drosler stærkt ned på sine ambitioner
John Justice havde ansvar for brugeroplevelsen hos Stadia og har tidligere talt om platformens fremtid. Efter intens konkurrence fra Microsoft og Sony med deres nylancerede spilkonsoller, samt flere nye aktører på markedet for cloud-streaming-gaming, er Stadia begyndt på at ty til kampagner og tilbud for at lokke nye brugere til tjenesten.
Stadia som seriøs spilplatform fik dog noget af et hug tilbage i februar, hvor Google annoncerede, at Stadias spilstudio skulle lukkes. Det betød en ændring i den tidligere ambition om i stor stil at udvikle egne spil in-house.
Tilbage i 2019 fik den ellers ikke for lidt fra Google, da fortalte, at Stadias spilstudie skulle producere eksklusivt og originalt indhold til Stadia for at sikre et bredt udbud af spil, der ikke ville være tilgængelige på andre platforme. Google forklarede selv, hvor vigtigt det var at kunne producere egne spil i kampen mod Microsoft og Sony.
Google forklarede om lukningen af selskabets spilstudie, at det at skabe spil i topklasse fra bunden tager mange år og store investeringer og prisen stiger eksponentielt. “Med vores fokus på at bygge på den efterprøvede teknologi i Stadia, samt forbedre vores forretningssamarbejder, har vi bestemt, at vi ikke vil investere yderligere i at få eksklusivt indhold fra vores interne udviklingsteam SG&E udover planlagte spil på kort sigt”, lød det tilbage i februar.
Se også: Bedste telefoner til gaming
Ekspert: Stadia er en dødssejler
I takt med at flere nøglepersoner hos Google Stadia forlader selskabet, øger spekulationerne omkring platformens fremtid, der forekommer mere og mere usikker. Google har en lang historik med at investere i nye markeder og segmenter for derefter at trække sig ud igen efter blot et par år.
Tech- og gamingekspert på mobilsiden.dk, Daniel Søgaard Hald, tror dog ikke, at Google trækker stikket på Stadia lige nu, men på sigt kan det ske. “Med den enorme interesse, der ses for gaming i denne tid, så er det stadig meget usandsynligt, at Google skulle lukke og slukke Stadia inden for den nærmeste fremtid. Det vil være et stort nederlag for Google. På den anden side, så er Google normalt ikke blege for at lukke tjenester ned, som ikke performer godt nok. Se bare Google Play Music, Hangouts, Youtube Gaming, Google+, Inbox, Allo og jeg kan blive ved. Problemet med at skulle lukke Stadia ned er, at mange af de brugere, spilplatformen har, har betalt i dyre domme for digitale udgaver af spillene”.
Alligevel tror han ikke, at Stadia findes om 3-5 år. “Desværre tror jeg, at Stadia er endnu en dødssejler fra Google. Google vil blive overhalet af Microsoft, Sony og andre konkurrenter og inden for en årrække vil Google trække stikket på Stadia”.
Se også: Bedste streamingtjenester til gaming
Skal oppe sig på flere punkter for at overleve
Skal Google Stadia have en fremtid, så skal de fokusere på flere ting for at blive konkurrencedygtig med PlayStation og Xbox.
“Skal Stadia overleve, så skal der flere ting til. Først og fremmest skal Google levere det produkt, de lover. Google lover nemlig spil i 4K-opløsning med grafikkvalitet på højde med næste-generations spillekonsoller. De seneste test har dog vist, at Google her halter efter både Xbox Series X og PlayStation 5 i opløsning og detaljegrad. Dernæst skal alle de nye store spil lande på Stadia-platformen. Her ses stadig en kæmpe mangel. Til sidst er det en nødvendig, at Google via markedsføring gør forbrugerne opmærksomme på Stadia – langt de fleste aner ikke, hvad Stadia er og hvilke fordele spilstreaming har”, slår Daniel Hald fast.
Se også: Nyheder om gaming