Undgår Google Apples privacykrav ved ikke at opdatere iOS-apps?

Google opdaterer ikke sine apps til iOS for at undgå at blive ramt af Apples nye privacykrav, så lyder beskyldningerne i hvert fald.

Undgår Google Apples privacykrav ved ikke at opdatere iOS-apps?

Google er typisk ret gode til at opdatere sine apps regelmæssigt. Det kan både handle om at introducere nye funktioner, rette fejl, tilføje forbedringer eller lignende. Det lader dog til, at Google ikke har opdateret sine iOS-apps i mere end en måned. Der har været spekulationer om, at det kan skyldes Apples nye privacykrav.

Google opdaterer ikke sine apps for stadig at kunne samle brugerdata ind

Hvis man ikke har hørt om det inden, så er det sådan, at Apple har et nyt sæt regler, hvor appene skal angive de tilladelser, de kræver fra brugerne, samt informere om hvilket data de tager fra brugerne, når man bruger appen. Det er en del af Apples stræben efter at beskytte brugernes integritet og privatliv – de vil tvinge apps og udviklere til at være mere gennemsigtige, når det kommer til indsamling af data.

Det har ført til spekulationer om, at disse nye regler har gjort, at Google ikke har opdateret sine apps i et stykke tid. Apple siger, at eksisterende apps ikke behøver at leve op til de nye regler, hvis ikke man opdaterer dem, og det kan være det smuthul, Google udnytter ved ikke at opdatere.

Se også: Find bedste priser på telefoner

Opdaterede til Android flere gange i december – ikke siden 8. december til iOS

Det kan også være sådan, at Google helt enkelt ikke har opdateringer at sende ud, og at det er derfor. FastCompany påpeger dog, at Google har opdateret sine egne apps på Android flere gange i løbet af december, mens den seneste opdatering til iOS-appene kom 8. december.

Vi har allerede set, den chokerende mængde informationer, som apps kan samle ind. Måske er det en sådan situation, Google forsøger at undgå, så de kan blive ved med at høste data fra iOS-brugere.

Det er ikke til at vide, hvordan Google har tænkt sig at komme rundt om det hele, men i mellemtiden lader det til, at iOS-brugerne må betale prisen i form af manglende opdateringer.

Se også: Nyheder om apps