Xbox Series X får pris på 4.000 kroner – salg 10. november
Vi ved allerede, at Microsofts Xbox Series X bliver lanceret til november, lige i rette tid til at lokke til julegavekøb. Windows Central mener dog at have fået fat i den helt specifikke dato og tilmed prisen på den nye konsol.
Pris på Xbox Series X
Ifølge dem kommer Xbox Series X til at koste 499 dollars og være på hylderne fra 10. november. Omregnet til danske kroner inklusiv moms kan vi regne med en pris på 4.000 kroner – cirka. Dette nye rygte om Series X kommer lige efter spændende oplysninger om lillebror Series S, hvor vi har kunnet se designet.
Windows Central fortæller, at der kommer til at være en Xbox All Access betalingsløsning, hvor man kan betale 35 dollars af på sin Series X-konsol om måneden. Desuden kan også de bekræfte, at prisen for Series S-konsollen bliver 299 dollars, godt 2.000 kroner med moms indregnet.
For den kommer der en betalingsløsning, hvor man betaler 25 dollars om måneden, cirka 160 kroner. Det er også planen, at den billigere variant skal nå ud på så mange markeder som muligt, og derfor rulles Series S ud på globalt plan, samme dato som storebror, 10. november.
Se også: Hvad koster Xbox Series S?
4K-gaming
Xbox Series X er bagudkomapatibel og kommer til at kunne køre 4K-gaming. Xbox Series S kommer formentlig til at have lidt mindre kraft med tanke på den billigere pris. Tidligere har vi hørt, at den kommer til at kunne køre 1080p og 1440p-gaming, og at den har færre RAM og en mindre kraftfuld CPU end Series X.
Også Xbox Series S skal være mulig at købe fra den 10. november, det skriver Windows Central.
Se også: Nyheder om gaming