Første tablet fra OnePlus forventes på markedet i 2023 som konkurrent til iPad
Det er ingen hemmelighed, at OnePlus har planer om at lancere en tablet. Der har allerede floreret en række rygter og lækket oplysninger ud om enheden det seneste år, hvilket indikerer en snarlig lancering.
Nu har tipsteren Max Jambor afsløret, at tabletten er under udvikling og kommer på markedet næste år. Det bliver OnePlus’ debut på tabletmarkedet med en enhed, der efter sigende skal hedde OnePlus Pad.
Formentlig skal OnePlus Pad være en direkte konkurrent til iPad og selvfølgelig også til Samsungs Galaxy Tab-serier.
Se også: Hvad koster OnePlus 10 Pro?
OnePlus Pad tablet udvider selskabets portefølje
Udover smartphones har OnePlus også smart TV’er og wearables i sin portefølje. Med denne nye enhed har OnePlus muligvis ambitioner om at snuppe en stor bid af tabletmarkedet, hvor konkurrencen er ret beskeden.
Vi har tidligere hørt, at OnePlus-tabletten kunne komme allerede i 2022, men det vil være en stor overraskelse, hvis OnePlus pludselig hiver sådan en kanin op af hatten. – alt peger på 2023 som lanceringsåret.
Jambors tweet afslørede ikke den nøjagtige dato for lanceringen, så den dato har vi stadig til gode.
Se også: Simkort til tablets
Pris omkring 3.000 kroner
Tilbage i maj måned hævdede en tipster, at en OnePlus-enhed med navnet “OnePlus Reeves” var begyndt at blive testet i Indien.
Denne enhed, som man tror er OnePlus Pad, skulle efter sigende koste 2999 kinesiske yuan, hvilket svare til omkring 3.000 kroner.
Se også: Priser på tablets
Specifikationer på OnePlus Pad
Vi har også hørt rygter om nogle af tablettens specifikationer, og her hedder det, at den får en full-HD+ OLED-skærm på 12,4 tommer.
Chippen kan være Snapdragon 865 sammen med 6GB RAM. Den chip en er næsten tre år gammel, så det kan være en nyere chip, der sidder i tabletten ved lanceringen. Det er dog stadig en glimrende processor.
Det er dog indtil videre udelukkende spekulationer, så vi må vente og se, hvad andre rygter har at sige om chippen.
OnePlus Pad kan også få dobbelte kameraer bagpå, inklusive en hovedsensor på 13 megapixel og en sekundær sensor på 5 megapixel. Foran kan der blive tale om et selfiekamera på 8 megapixel.
Tabletten skal også have et stort batteri på 10.099 mAh. For at kunne lade den, kan tabletten komme med support af 45W lynopladning. Systemet skal være Android 12L fra start af.
Se også: Nyheder om tablets