iPad Air 3 lanceres til marts – men uden 3D touch
iPad Air 3 skulle være på trapperne og klar til en lancering til foråret, nærmere bestemt marts. Udviklingen af Apples iPad har været med meget små skridt de sidste par år og havde man sat næsen op efter 3D Touch i iPad Air 3, så står man til at blive skuffet – det mener i hvert fald den normalt ganske troværdige analytiker hos KGI Securities, Ming-Chi Kuo.
Årsagen til dette ligger ikke hos Apple selv, men hos producenterne af komponenterne til 3D Touch-skærmene – producenterne kan ganske enkelt ikke levere nok komponenter til de specielle skærme, mener Kuo at vide.
Kuo går så langt som til at kalde Apples nye trykvenlige skærmen for en af de “sejeste flaskehalse i hele leverancedelen omkring iPhone 6S“, skriver Apple Insider.
Den nye iPad Air 3 bliver lanceret i løbet af første halvår 2016 og det kan ske allerede så tidligt som til marts, spår Ming-Chi Kuo, der ved flere tilfælde tidligere har haft ret i sine gætterier om Apples gøren og laden.
Se også: Sammenlign priser for iPad
iPad Air 3 – specifikationer og funktioner
Hvordan bliver iPad Air 3 så? Ja, vi skal nok ikke regne med det helt store landvindinger fra Apples side, men nogle forbedringer skal der nok komme til.
Vi regner med 4G med 300 Mbit/s i stedet for 150 Mbit/s i dag. Kameraet bliver nok også opgraderet til 12 megapixel med den nye Live Photo funktion, hvor man kan optage en ultra kort video i almindelige billeder. Frontkameraet bliver på 5 megapixel og med videokvalitet i fuld HD.
Processoren vil helt sikkert være den nye A9 fra Apple selv – formentlig af typen A9X der er lidt kraftigere.
Skærmstørrelsen på iPad Air 3 vil være uændret med 9,7 tommer – måske Apple vil gøre skærmen skarpere, men man skal ikke blive skuffet, hvis den beholder de 2.048 x 1.536 pixel som Air 2 har.
Styresystemet i iPad Air 3 vil naturligvis være iOS 9.
Se også: Hvor finder man iPhone 6S billigst? Se prisguide
Kuos tanker om iPhone 7
Når det gælder næste iPhone, det bliver formentlig iPhone 7, så mener Kuo ikke overraskende, at Apple holder fast i 3D Touch og at Apple også holder fast i deres traditionelle lanceringscyklus for iPhone, hvilket betyder, at iPhone 7 lanceres til september 2016 og med salgsstart senest et par uger efter lanceringen.
Se også: Nyheder om iPad Air 3