Hvor kan man se fodbold EM 2020 / 2021 og hvad koster det?
Så er Fokus tilbage igen på Teknofil med undertegnede og min kollega fra mobilsiden.dk Daniel Søgaard Hald. Fokus er vores sandkasse, hvor vi tager os den frihed, at tale om de tele- og tech-emner, vi mener er mest interessante og aktuelle. For eksempel EM 2020 / 2021 i fodbold, der starter om få dage.
Men hov, vil du nok indvende – hvad har det med tele og tech at gøre? Udover at fodbold jo faktisk er blevet mere tech-orienteret efter indførelsen af VAR, så der faktisk også andet og mere i det. Det handler om streaming.
Abonnér på Teknofil på YouTube
EM 2020 / 2021 – hvordan ser man det og hvad koster det?
Tidligere, inden streamingtjenester blev det nye sort, blev de store sportsbegivenheder som netop fodbold vist på landsdækkende TV på de store kanaler, DR og TV2. Det var også den gang, hvor de store kanaler viste de store serier og film, der kunne samle folk på tværs af køn, alder og social status. Sådan er det ikke mere. Det udmønter sig for eksempel i, at det er TV3 og Viaplay, der også kan tilgås via streaming på telefoner, computere, laptops og fjernsyn, der har fået rettighederne til at vise de fleste EM-kampe.
Det har ført til en heftig debat på Twitter. Nogle kalder det en skandale, at alle kampe og ikke mindst alle Danmarks kampe til EM i fodbold ikke vises på DR og TV2. Man skal betale 119 kroner for at få adgang til alle kampe.
Der er dog også dem, der argumenterer for, at 119 kroner er en rigtig lav pris og samtidig vises mange kampe altså stadig på de landsdækkende kanaler. Man kan også argumentere for, at fodbold er et uhyggeligt kommercielt marked og at det derfor er helt naturligt, at alle kan være med til at byde på rettighederne på at vise det – også EM eller VM i fodbold.
Vi diskuterer emnet i denne omgang Fokus – se med og smid meget gerne en kommentar under playeren, hvor du giver dit besyv med.
Se også: Mobilabonnementer med streaming
Android 12, elbiler, HiFi-lyd, smartwatch…
Derudover taler vi også om den store Android 12-opdatering, Googles og Samsungs fælles projekt om smartwatch, mobilabonnementer med dobbelt op på data, elbiler som 49 procent af danske bilkøbere vil skifte til fra benzinbiler og endelig kommer vi også omkring streaming-tjenester til musik med HiFi-lyd – hvad kan det, kan man høre forskel og skal man have noget særligt udstyr for at kunne lytte til HiFi-lyd?
Husk, at du meget gerne må stille spørgsmål herunder playeren – så skal vi besvare dem så godt vi kan og måske også tage dit spørgsmål med i næste omgang Fokus. Vi lover naturligvis fuld anonymitet, hvis vi udvælger dit spørgsmål.
Se også: Se flere Fokus videoer