Doro PhoneEasy 520X test: Både til ældre og håndværkere?
Doro har længe lavet ældrevenlige telefoner med store taster, overskuelige og let anvendelige menuer, skærme der er lette at læse, lyd til samtale der kan gøres højere end på almindelige telefoner, alarmtast der kodes til at ringe til pårørende, hvis man holder den inde.
Alt sammen noget, der gør deres telefoner optimale til ældre. Med PhoneEasy 520X prøver de også at få fat i blandt andet håndværkere. Det siger de selv i presseomtalen af telefonen.
PhoneEasy 520X har alle de funktioner, som vi nævner for oven og de er pakket ind i helt fint candybar-design, som var populært for 6-7 år siden. Tasterne er ikke vildt store, men faktisk store nok til, at man kan betjene dem med arbejdshandsker på hænderne.
De, altså tasterne, har en fin trykrespons og er gode i brug. Der sidder ellers et par genvejstaster, som man kan bruge til at kode de to mest brugte telefonnumre ind på og så er der genvejstaster til beskeder og kamera – det er i øvrigt med 3 megapixel, men man ser tydeligt, at kamera og billeder ikke er Doros force.
Rigtig hårdfør
På bagsiden finder vi så det springende argument for, hvorfor telefonen henvender sig til håndværkere – ifølge Doro. Bagcoveret er nemlig skruet fast, så batteriet ikke falder ud, hvis man taber den. Doro lover, den ikke går i stykker, hvis man taber den fra to meters højde.
Og ser ud til at holde stik.
Vi har prøvet at tabe den tre gange fra to meters højde på jorden og tre gange fra to meters højde på nogle store jernplader – alle gange uden at den gik i stykker. Lidt mere ekstremt tog vi den op i 8-9 meters højde og tabte den ned på asfalt. Forbløffende nok blev coveret siddende og telefonen fungerede fint.
Den fik en række gevaldige skræmmer og skærmen havde det heller ikke for godt, men vi kunne bevæge os rundt i telefonen, aktiverer funktioner og også lave opkald. Det synes jeg var ret sejt gået.
PhoneEasy 520X er simpel i brug, let at anvende, kan betjenes med arbejdshandsker og er rigtig hårdfør. Den er med andre ord fin til de håndværkere, der absolut kun bruger deres mobil til at ringe og sms’e med.
Supetest: 5 hårdføre mobiler
Men ingen smart håndværkermobil
Personligt er jeg stødt på en håndfuld håndværkere de sidste par år, der bruger den mobil til flere ting, som kun en smartphone kan bruges til. For eksempel at bruge den til at koble arbejdscomputeren op til nettet ude ved kunden for at kunne indrapportere til hovedkontoret med det samme.
Der findes også et par rigtig gode og roste håndværker-apps, som PhoneEasy 520X ikke kan bruge. Jeg kan også forestille mig håndværkere, der synes det er rart med en GPS-vejviser ved hånden – her falder PhoneEasy 520X også i gennem.
Jeg medgiver, at den indbyggede lommelygte også kan være handy for de fleste håndværkere, men den slags funktioner har de fleste smartphones også i dag. Er du håndværker med ovennævnte behov, så er PhoneEasy 520X ikke noget for dig.
Men jeg synes bestemt, at Doro i stedet for at lavet en rigtig god telefon til dem, der er oppe i alderen. Masser af ældrevenlige, brugbare funktioner og så et design, så telefonen faktisk ikke kan gå i stykker, selvom man taber den flere gange fra to meters højde den på en hård overflade.
Det lyder ideelt til personer, der måske ikke er så sikre på hænderne længere.
Se video med Doro PhoneEasy 520X, hvor vi sætter den på voldsomme holdbarhedsprøver.