Google Nexus 5 test og pris: Android i sin reneste og bedste form
Nexus 5 – Skærm
Lad det være sagt med det samme: Nexus 5 har en usædvanlig flot skærm. Størrelsesmæssigt er der tale om en 4,95 – lad os kalde det 5 – tommer skærm, og Google har valgt, at den skal fylde næsten hele fronten. Det ser rigtig lækkert ud, når man for eksempel ser film eller billeder på telefonen.
Skærmens farvegengivelse er generelt rigtig god. Kontrastforholdet kunne være bedre, men er fortsat på højde med mange andre telefoner i klassen.
Opløsningen lyder på fuld HD – altså 1920 pixels i højden og 1080 pixels i bredden. Det er altså en ekstremt høj opløsning og kombineret med skærmstørrelsen resulterer det naturligvis i en meget høj pixeltæthed: 445 pixels per tomme (ppi).
Det gør altså, at alt på skærmen fremstår krystalklart, og man skal virkelig nærstudere skærmen, hvis man vil have nogen chance for at udpege enkelte pixels.
Betragtningsvinklerne er generelt fine, men der er stadig lidt vej op til LG G2, som formentlig byder på markedets bedste betragtningsvinkler i en smartphone.
Skærmens lysstyrke er heller ikke helt på niveau med LG G2, men den er på ingen måde dårlig. Der er rigeligt baggrundslys til at kunne bruge telefonen om dagen.
Ifølge Google har Nexus 5 desuden fået ny hardware, der sammen med ændringer i Android 4.4 gør, at skærmen reagerer hurtigere på berøring end nogensinde før. Den reagerer hurtigt, det kan vi konkludere.