Guide: Fedt tilbehør til mobilen
_ Diverse_
Solcelleteknologi har været med et stykke tid. Hvis man læste magasiner som Illustreret Videnskab for en del år siden, kunne man få den idé, at alt i fremtiden ville bruge solceller som strømkilde.
Helt sådan er det ikke blevet, gaderne er ikke oversvømmet af solcellebiler, hustagene prydes mest af traditionelle byggematerialer, og MP3-afspilleren er ikke koblet til en solcellekasket. Dog kan det gode, gamle, brændende himmellegeme være brugbar, når en strømkilde er det, man mest har brug for.
Solcelleopladeren Freeloader Classic, der har et aluminiumscover, vejer 124 gram og måler 123 x 62 x 17 mm, oplader hurtigst ens mobil, når solen skinner kraftigst. Den skal også kunne bruges, når det er overskyet udenfor, samt indendørs, når man kun har kunstig belysning til rådighed.
I æsken indgår solcelleoplader med batteri og solpaneler, instruktionsbog på engelsk, opladningskabel til at oplade fra computeren og ni tilslutningsstik, der inkluderer micro-USB.
Hvis man oplader det indbyggede batteri via computerens USB-stik, tager det cirka 2-3 timer for at oplade den helt, bruger man solen, tager det cirka 8 timer. Ladet op kan den holde liv i mobilen i cirka 44 timer, perfekt, hvis man er på vandretur i Sahara-ørknen, men for at ringe skal man jo også have dækning.
Pris: Cirka 325 kroner.
Jobys Gorilla-stativserie har skabt sig et navn ved at være et meget fleksibelt og smart system, når man vil placere sin mobile enhed på ting, der egentlig ikke egner sig til det.
Takket være bøjelige ben og led, der kan roteres 360 grader, kan man for eksempel indstille stativet på ujævne overflader, sætte det fast om stolper, i gardinstænger, på cykelstyret eller bilens nakkestøtte.
Gorilla mobile er lavet specielt til små enheder som mobiltelefoner. Men takket være forskellige anordninger kan man lige så godt bruge den sammen med et lille kompaktkamera.
Pris: Cirka 250 kroner.
Polaroid Pogo er en lille transportabel fotoprinter, der ikke bruger blæk, men Zinks specielle fotopapir, der indeholder farvekrystaller. Desuden siges papiret, der koster cirka 70 kroner for en pakke med 30 stk., at være smuds-, rive- og vandafvisende.
Takket være at den understøtter Bluetooth, kan man printe billeder taget med mobilen, eller via Pictbridge, hvis man har fotograferet med et digitalkamera.
De udskrevne fotos, der dækker hele papiret, er på 2 x 3 tommer og har en ”klistret bagside”, så man kan fæste dem lidt hvor som helst.
Pogo kan fyldes op med ti fotoark, og det genopladelige batteri rækker til 15 udskrifter. En udskrift tager mindre end 60 sekunder, men at forvente professionelle resultater er at håbe på for meget.
Men ser man den mere som en sjov gimmick, der følger med til fest, udfylder den fint sin funktion.
Pris: Cirka 325 kroner.