Guide: Sådan kommer du i gang med Windows Phone
I går præsenterede Microsoft en masse spændende nyheder til Windows Phone 8, der kommer til efteråret. Denne guide tager fat i Windows Phone 7.5 Mango.
Saml alt i hubs (Windows Phone guide)
Brugerfladen i Windows Phone adskiller sig en hel del fra andre styresystemer på markedet.
Når du tænder din Windows Phone 7-mobil mødes du af startskærmen, og præcis som i alle andre styresystemer er startskærmen dit udgangspunkt, men i stedet for applikationer og widgets, ligger der en slags panelsystem, hvor hvert panel enten består af en applikation eller en hub.
Hubsene samler en masse information og netop denne hubs emne. Går du for eksempel ind i Personer-hubben, får du ikke kun din telefonbog frem, du finder også information om dine venners seneste statusopdateringer på Facebook og andet, du kan tænkes at være interesseret i.
Kan tilpasses
Du kan selv tilpasse din startskærm, så den passer til din personlighed og dine behov ved at udskifte, flytte eller tilføje hubs og paneler, du har brug for.
Vil du flytte en hub, er det blot at holde fingeren mod den et stykke tid og derefter trække og slippe der, hvor du vil have den. Også farven på hubsene kan udskiftes. Du finder en række farvetemaer i telefonens indstillingsmenu.
Startskærmen består dels af disse hubs og paneler, og dels af et menusystem, du kommer til ved at stryge fingeren til venstre. Har du tidligere fjernet en hub eller applikation ved en fejl, finder du den i denne menu og kan lægge den ind igen.
Du kan også lave helt unikke paneler ved at holde fingeren mod for eksempel en bestemt artist på din spilleliste – vælger du derefter pin, fæstes den artist som en genvej på startskærmen.
Alt om mig
På startskærmen er der en hub med et billede af dig, den såkaldte Mig-hub. Der samles al information, der drejer sig om dig. I mit tilfælde får jeg for eksempel mine seneste statusopdateringer fra Facebook og Twitter, jeg kan checke ind steder, se hvilke nye venner jeg har tilføjet på Messenger og andet, der kan være af interesse.
Det her forudsætter dig, at du i indstillinger under Mail + Konti har tilføjet de konti, du er interesseret i at kunne nå med telefonen, for eksempel dine Google-, Facebook-, Windows Live- og Twitter-konti.