HTC Gratia test

Det gælder ikke altid om at være størst. Blandt visse mobilkøbere har telefonen bedre succes, hvis den er i et lækkert format. Gratia er både lille og luksuriøs.

HTC Gratia test

Minimobiler, der samtidig er rigtig smarte. Det har været en af mange nyheder i 2010. Efter at Sony Ericsson og Samsung er kommet med deres mini-telefoner med Android, vil HTC nu også være med i legen.

Nå ja, Gratia er slet ikke så lille som den lille charmetrold Sony Ericsson X10 Mini, men Gratia har alligevel en del andre fordele sammenlignet med konkurrenternes mini-mobiler.

Ingen budgetmobil
Man skal ikke mistolke denne telefon som en budgetmobil. Det lader HTC i hvert fald ikke til at have tænkt sig, hvis man ser på prisen. HTC Gratia er betydeligt mindre end topmodeller som HTC Desire, men fornemmelsen i telefonen oser stadig af høj kvalitet. Gratia koster omkring 3.000 kroner – næsten det dobbelte af eksempelvis Sony Ericssons telefon i dette format, X8.

Det, der kan motivere den høje pris for HTC Gratia, er nok, hvis man virkelig synes om HTC’s ekstrafunktioner, såsom telefonens velgjorte integration med sociale netværk som Facebook og Flickr. Men der er en del andre detaljer ved Gratia, der virker gode. Først og fremmest skærmen. På papiret ser den ikke så imponerende ud, men i praksis er den både skarp og lysstærk (dog ikke som de allerbedste AMOLED-skærme). Et spørgsmålstegn ved skærmen, som jeg vil sætte: Den her type højblanke skærme, der ikke er sænket, risikerer hurtigt at få en del ridser. Så det gælder nok om at være varsom eller anskaffe beskyttelse til skærmen.

TIPS & TRICKS: Sådan får du mere ud af din HTC Gratia

Herligt hurtig
Det bedste ved den første oplevelse af Gratia er ellers, at den er så dejligt hurtig. Dels har skærmen god respons, men meget af den skønne oplevelse handler nok også om alt det, som Google har gjort med den nyeste version af Android (2.2).

Den lille skærm gør nok også sit til, at HTC Gratia er hurtig. Jo større skærm, desto mere krævende er al grafik på skærmen for telefonens processor.

Hvis vi vender telefonen om og ser på bagsiden, kan vi i stedet betragte kameralinsen. Den er ikke særligt stor, og den har hverken lampe eller blitz til at hjælpe med at lyse op indendørs. Den mistanke, man får, er jo så, at indendørsbilleder bliver svære at få ordentlige, og den mistanke bliver definitivt bekræftet.

HTC har bikset lidt med standard-app’en til at tage billeder i Android. Frem for alt er det let manuelt at ændre lysfølsomhed og farvemætning i billedet, hvis man synes, at kameraet slipper for lidt lys ind. Også udendørsbilleder bliver halvdårlige, når man ser på dem på en computer.

Nærgående kamera
Derimod synes jeg, at nærbilleder ofte bliver overraskende gode, selvom der ikke er en særlig makroindstilling. Godt til at fotografere for eksempel tekst med, som man vil have med sig.

Under skærmen sidder touch-knapper med de almindelige Android-funktnioner (hjemmeskærm, menuknap, tilbageknap og søgeknap). Men der sidder også den lille optiske styreknap, som HTC også har i deres andre nyere telefoner. Den styreknap bruges også, når man tager billeder med kameraet.

Noget, der dog mangler knapmæssigt, er en separat kameraknap. Man må klikke sig gennem touch-skærmens ikoner og menuer for at starte kameraet. Det er lidt besværligt.

Android har været det hurtigst voksende mobilsystem det sidste år. Næsten alle store mobilproducenter har satset på at have dette Google-system som basis i mobilerne. Det er blevet en succes. Gode apps og widgets til HTC Gratia er der tusindvis af.

Men hvad har HTC så lagt ind i Gratia? Ja, som sædvanlig, når det gælder HTC, får man en hel del ekstra. Frem for alt, når det gælder widgets, god og yderst stilfuld vejr-widget, der lader det sne på skærmen, når prognosen spår snevejr, eller en widget til at holde styr på indkomne mails, for eksempel. Men også rigtig gode, nyttige widgets som kalender-widgets.

Facebook
Men det er integrationen med Facebook, Twitter og Flickr, som jeg tror, flest er glade for – ud over den super gode Google-integration. Her er egentlig ikke så meget nyt i forhold til HTC’s gamle Androids. På startskærmen kan man lægge en widget for at se, hvad vennerne laver, og i telefonens adressebog integreres vennernes konti på Facebook og Flickr. Det samme gælder i fotomenuen, hvor man også finder vennernes fotoalbums online på Facebook og Flickr.

Med HTC’s andre nye telefoner (HTC Desire HD og Z) får man betydeligt flere ekstratjenester med oven i hatten. Dem har HTC fjernet fra denne lidt billigere telefon. Det, man går glip af, er blandt andet HTC’s kortnavigationstjeneste (nu er der ”kun” Google Maps) og HTC’s online-tjeneste, hvor man blandt andet kan se, når telefonen får SMS, og konfigurere telefonen fra computeren.

Gratia er en god telefon i et, efter min mening, godt format. Men spørgsmålet er, om ikke HTC har overdrevet med prisen, hvis man sammenligner med konkurrenter som Samsung Galaxy 5 og Sony Ericsson X8. Okay, de fleste får sikkert denne telefon for en krone med abonnement, men husk så, at du med stort set samme deal sikkert lige så nemt kan få en mobil som HTC Desire med bedre skærm og bedre kamera.