HTC One test – The Special One
Man fortaber sig helt i skærmen
En anden ting, der gør mig glad, er den helt fantastiske skærm i HTC One, der desuden strækker sig langt ud mod hver kant, hvilket minimerer den døde flade på siderne. Med fuld HD-opløsning lagt på 4,7 tommer får man pixeltæthed (skarphed) på 468 ppi, et tal, der er på grænsen til det absurde.
Til sammenligning har den roste skærm i iPhone 5 ”kun” 326 ppi, og hvis nogen påstår, at de kan finde en eneste pixelkant i tekst eller lignende på HTC One, vil jeg hårdnakket insistere på, at den person lider af synsforstyrrelser.
Når det gælder farvegengivelsen, er Super LCD3-skærmen også noget nær fejlfri. Det sorte er i og for sig ikke lige så ”sort”, som hvis det var en Super Amoled-skærm, men på den anden side bliver farverne generelt meget mere naturtro. I starten beklagede jeg mig lidt over, at farverne ved maksimal lysstyrke virkede lidt udtværede, men underligt nok har jeg ikke den opfattelse længere. Jeg har måske helt enkelt vænnet mig til det.
“Hvis nogen påstår, at de kan finde en eneste pixelkant
i tekst eller lignende på HTC One, vil jeg hårdnakket insistere på,
at den person lider af synsforstyrrelser.”
Nu har jeg kun et lille men, når det kommer til den ellers bedste skærm, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at fortabe mig i (og dertil regner jeg også Apples Retina-skærm).
Det er, at skærmen er ret mørk, når den ikke er på max lysstyrke. Udendørs er det et problem, eftersom batteriet ikke kan lide det, når man kører på max i lang tid. På det laveste lysstyrke kan man næsten ingenting se under normale indendørsforhold.
Men skærmen egner sig fortrinligt til mange ting som blandt andet video og magasinlæsning.
HTC One er en kraftkarl og lynende hurtig medsuveræn lyd til musik og fim. Det er temaerne på næste side.