iPhone 5 test: Bedst sælgende er ikke lig med bedste mobil
Ny form – nye apps
Med omlægningen til det aflange 16:9 format, så er det klart, at der skal nye apps til, for at det ser ordentligt ud.
Apple var selv ret hurtige med nye længere apps, ligesom også samarbejdspartnerne i Twitter og Facebook var klar fra start. 16:9-formatet er skræddersyet til Youtube-film, mens almindelige apps, der ikke er opdateret, bliver vist i såkaldt letterbox-format – en sort kant i top og bund af den høje skærm.
Og det bringer os til et underligt paradoks ved denne iPhone. For hvad skal man med den ekstra højde eller bredde?
Formatet er godt til Youtube-klip, men måske er iPhone alligevel ikke en enhed, man bruger til spillefilm.
Dertil er fire tommer stadig for småt til, at man kan holde koncentrationen. Når man ser på andre telefoner, er den større skærm en indlysende fordel til features som webbrowser, e-mail, ja også til andre anvendelsesområder, men Apples valg med at gøre skærmen højere men ikke bredere gør setuppet anderledes specielt.
Det er ikke en åbenlys fordel at se en tekstlinje ekstra i webbrowseren, hvis man alligevel skal scrolle ned.
Det samme gælder i mail og beskeder.
Apropos beskeder, så er tasterne stadig rigtig små i stående tilstand – lægger man telefonen ned er tasterne lidt større end på iPhone 4S.
Den eneste tydelige fordel er næsten, at man har plads til en ekstra række ikoner på startskærmene, og dermed flere apps i hver app-samling, som man har grupperet.
Formatet er et lidt underligt kompromis mellem stor og lille skærm, og det virker mest som om, at Apple har forsøgt at skille sig ud – mere end der har været nogen reel idé bag formatet.