Kæmpe test – HTC Sensation XL med himmelsk lyd
HTC Sense
HTC er jo kendte for at gøre meget for at skabe en anderledes oplevelse på Android-telefoner. Det gør de med det, de kalder for HTC Sense. Det er en slags ekstra glasur, der ligger hen over Android-brugerfladen.
Til tider kan det virke lidt for meget med alle de ekstra ting, som HTC lægger oven over brugerfladen, men man kommer ikke uden om, at HTC’s tiltag samlet tilføjer noget ekstra for brugeroplevelsen.
En del ting kan let fjernes, hvis man ikke gider dem. Blandt andet de mange widgets, der ligger på startskærmene fra start.
Den smarteste funktion er dog den måde, man kan aktivere et program når man tilgår telefonen fra dvaletilstand. Man trækker simpelthen bare den funktion, man vil aktivere ned i ringen nederst på skærmen og så er man i gang.
På den måde slipper man for først at skulle et smut ind omkring startskærmen, hvor man så skal trykke på den funktion, man vil aktivere. Lige nu kan man dog kun aktivere fire funktioner med ringen, men man kan trods alt selv vælge, hvilke det skal være.
Denne feature i Sense lyder måske ikke af så meget, men når man først har prøvet den, er det svært at leve uden for man sparer et klik eller to.
Når det kommer til de forinstallerede apps, er det noter, der skiller sig mest ud, på en positiv måde. Det er en variant af det, der kom med den, ifølge os, undervurderede lille tablet Flyer.
Kort sagt er noter nu en fleksibel løsning, der kan optage lyd, være en almindelig notesblok eller krusedullepapir, samtidig med at det er smart synkroniseret med kalenderen og Evernote.
Og vil man gemme noget i Dropbox, giver HTC flinkt nok 5 GB lagerplads i stedet for de sædvanlige 2.