Nokia 808 Pureview test: Nokia genopfinder kameraet
De første billeder, jeg tager med Nokia 808 Pureview, er ikke noget at prale af. Da jeg har fået styr på indstillingerne, bliver resultatet derimod noget helt andet.
Hele konceptet med et mobilkamera på 41 megapixel tager lidt tid for at synke ind. Da jeg og min kollega sad til Nokias pressekonference i Barcelona i foråret og første gang så og hørte om Pureview, var der mange spørgsmål, der dukkede op.
Lige som man troede, at megapixelracet i mobilen var taget af, kom denne chokbesked. At Nokia selv siden hen siger, at det ikke handler om megapixel, gør, at vi må begynde med at gå et skridt tilbage.
41 megapixel – den er go’ nok!
Vi kan begynde med at konstatere, at det ikke er fup. Telefonens sensor er virkelig på 41 megapixel.
Man kan både tage billeder i 4:3-format og widescreen. De største billeder, man så kan få fra telefonen, er på 38 megapixel, eller 7.152 x 5.368 pixel.
Det er dog egentlig ikke den indstilling, der er mest brugbar, men det gør det muligt bagefter at zoome ind, altså beskære billedet. Nokia 808 Pureview er så anderledes end andre mobilkameraer, eller kameraer i det hele taget for den sags skyld, at gamle regler ikke rigtig gælder.
Man må lære en del på ny og tænke på en ny måde. Vi har jo lært, at digital zoom, den type zoom, der er i de fleste mobilkameraer, er dårligt. Hvis du ikke har lært det, har du helt sikkert opdaget det, hvis du har forsøgt at bruge zoom i et mobilkamera og fået et billede, hvor detaljerne knap kan udskilles.
Med Nokia 808 Pureview bliver resultatet noget helt andet takket være den gigantiske billedsensor.
Skal lige regne den ud først
Da jeg begynder at tage mine første billeder, må jeg tænke mig om.
Jeg oplever til at begynde med, at jeg forsøger at finde motiver, der kan drage nytte af de mange megapixel. Det er sikkert naturligt. Jeg går et par meter væk fra mit skrivebord og tager et billede i fuld opløsning.
Derefter kan jeg sidde med mobilen og zoome ind på småting, der ligger der, og se detaljer, intet andet mobilkamera ville have afsløret. Det er sjovt et stykke tid, men det er næppe noget, man har så meget nytte ud af i praksis. Det tilfører så at sige ikke meget til fotograferingen, men bare vent.
I stedet for megapixelene i sig selv er det mest to muligheder, der relativt hurtigt bliver tydelige, da jeg tester 808.
Zoom er den mest fremtrædende. Det er, da jeg første gang filmer noget, der bliver rigtigt vellykket, at det slår mig: ”Denne film havde været helt umulig at optage med noget andet mobilkamera.”
Det er en flok glade studenter, der kører forbi kontoret på en lastbil. Jeg opdager dem lidt sent, men hverken det eller det faktum, at de passerer mig fem etager længere nede, stopper 808. Selvom jeg filmer i HD, får jeg et skarpt nærbillede af de hoppende studenter, og det er nok en sådan oplevelse, der skal til, for at man forstår storheden ved kameraet i Nokia 808 Pureview.
På denne måde bliver altså både video og stillbilleder enklere at få gode. Man kan tage billeder, man ikke kan tage rigtig godt med andre mobiler. Det er dog ikke kun denne type ret begrænsede anvendelsesområder, man har tænkt på hos Nokia. Det måske vigtigste er, at hele den store sensor også bruges, når man tager ”almindelige billeder”.
Superpixel
Det er det, der er den egentlige Pureview-teknik. I kameraet er der flere indstillinger, man kan bruge. En hedder Pureview, og en anden hedder ”Fuld opløsning”.
Med kameraet på Pureview kan man vælge opløsning på 2, 5 eller 8 megapixel, men det fine er, at kameraet alligevel bruger hele sensoren til at fange billedinformation. Når jeg tager et billede på for eksempel fem megapixel, bruger kameraet hele sensoren med betydeligt flere pixel og kombinerer flere pixel til en superpixel.
Jeg mærker egentlig ikke det tydeligt, når jeg tager hurtige billeder, men så snart man begynder at sammenligne billeder fra kompaktkameraer og fra mobilkameraer med billeder fra Nokia 808 Pureview, bliver det tydeligt. Detaljerne på 808’erens billeder er af en anden kaliber.
Alle billeder, uanset hvilket kamera du benytter, har en vis portion støj. Jeg kan for eksempel tage et billede af en hvid væg. Selvom den er helt hvid, har den jo en vis struktur, som jeg regner med, at kameraet fanger.
Forskellen her, hvor jeg synes, at Nokia 808 Pureview skiller sig ud, er, at den har en fin støj, der stemmer overens med, hvordan motivet rent faktisk ser ud. Man slipper for støj og bearbejdninger, der stikker af i alle regnbuens farveretninger.
Ikke god i mørke
Jeg vil nuancere min hyldest af Pureview, for trods det, jeg har fortalt hidtil, er den ikke perfekt. Jeg mærker som sagt ikke særlig meget forskel mellem Pureview-billeder og andre mobilkamerabilleder, før jeg nærgransker. Så hvorfor spiller det en rolle?
En vigtig detalje, når du bruger Pureview, er at holde kameraet stille. De dele af brugen, hvor man zoomer ind, gør jo, at hver lille rystelse af telefonen, når du skal tage et billede, øges, når du tager billeder af noget lidt længere væk. Det stiller ekstra store krav til både dig og kameraets rystelsesreducering.
Er der et område, hvor Pureview må kæmpe i konkurrence med andre mobilkameraer, er det i skumringen. Netop dårlige lysforhold er ikke noget, Nokia 808 Pureview klarer særlig godt. Man kan, når man går ind i alle de manuelle indstillinger, skrue godt op for ISO på Pureview, men så får den også lidt svært ved at fokusere. I autofunktionen har for eksempel Xperia S og iPhone 4S begge bedre lysfølsomhed.
Det får i hvert fald mig til at fundere.
Pureview har rigtig blitz, noget, det egentlig kun var forgængeren Nokia N8, der kunne prale med de seneste år. Ellers er alle gået over til fotolampe. Vælger du at bruge blitzen, klarer Pureview altså også mørket. Det er, når du foretrækker at bruge det eksisterende lys, den må kæmpe.
Pureview kræver også en del tid at lære at kende, og det er måske der, Nokias største udfordring ligger. Det er let at sige, at telefonen har 41 megapixel, men det er sværere at forklare, dels hvorfor de der 41 megapixel egentlig ikke er vigtige, og dels hvad det så er, der gør 808 så fantastisk, som Nokia hævder.
Du kan se masser af billeder skudt med Nokia 808 Pureview her.