Nokia Lumia 1020 test og pris: Meget mere end 41 megapixel
Men kamerafunktionen i Lumia 1020 er faktisk ikke perfekt. En egenskab, den deler med andre mobilkameraer, er det begrænsede lysomfang. Det betyder, at i stærkt lys vil du altid få steder i billedet, der enten bliver over- eller undereksponeret.
Eksponeringskompensationen gør, at du let kan vælge mellem pest og kolera, men forvent ikke at kunne gengive både lys og mørke i samme billede lige så godt som med et rigtigt kamera.
En anden egenskab er, at kameraet faktisk er ret langsomt. Fra jeg trykker på kameraknappen, til jeg kan tage et billede mere, går der cirka fire sekunder.
Det kræver en forklaring. Telefonen har rent faktisk ikke en, men tre kamera-apps. Dels Windows Phones almindelige kamerafunktion, dels Nokias Camera Pro med de egenskaber, jeg beskriver ovenfor, og dels en tredje app, der hedder Smart Cam.
Du kan relativt let skifte mellem dem og vælge hvilken, der går i gang, når du trykker på mobilens kameraknap. Det virker indlysende at vælge Camera Pro som standard-appen, men dels tager det et par sekunder at åbne den, dels tager det et stykke tid at gemme et 30+ megapixelbillede.
I hvert fald er standard-appen betydeligt hurtigere og tager billeder lige så hurtigt, som du er vant til fra mobilkameraer, men uden alle de specialfunktioner, som Lumia 1020 giver.
Apropos hurtigt, så tager den tredje kamera-app, Smart Cam, en serie billeder i rasende fart. Du kan derefter vælge mellem at beholde det bedste billede, fjerne objekter der bevæger sig, eller at kombinere dem, så du for eksempel får en dobbelteksponering af nogen, der bevæger sig på billedet.
Sjov funktion, men det havde været mere logisk a have dem samme sted som de øvrige kamerafunktioner.