Nokia Lumia 1320 test og pris: Billig gigant
Nokia Lumia 1320 – diverse
Noget, man tænker, at kombinationen stor skærm og Windows vil være oplagt til, er dokumentarbejde. Altså at læse og måske redigere i dokumenter. At læse er intet problem, men det kan måske undre lidt, at tastaturet skal være så stort som det faktisk er det fylder halvdelen af skærmen i stående tilstand og måske ¾ i liggende tilstand.
Det bliver en noget møjsommelig proces at redigere i dokumenter trods den store skærm, men den fungerer i hvert fald godt at læse på, hvad enten det måtte være Word-dokumenter, PowerPoint-præsentationer eller lignende
Nu vi er ved tastaturet. Til sms’er og mails er det virkelig godt med store taster og når man skriver, gætter den ret hurtigt, hvilket ord man er i gang med at skrive og foreslår også, hvad det næste ord kunne være, man vil skrive baseret på det ord, man lige har skrevet.
Med Windows Phone er man koblet godt op til Microsofts tjenester. Blandt andet får man 10 GB i OneDrive (det gamle SkyDrive). Det er fint til backup i skyen af billeder og dokumenter. OneDrive er naturligvis godt integreret med Office-delen i telefonen.
Jeg kan godt lige den forholdsvist visuelt skrabede musikafspiller i Windows Phone, men den virker ikke gennemarbejdet til den store skærm. Det virker også ret gammeldags, at man kun kan spole frem eller tilbage i et nummer ved at trykke på en tast. Man kan ikke bare trykke der, man gerne vil lytte fra. Okay, en mindre bagatel, men det kunne godt være lavet lidt mere smidigt.
Lyden er rigtig fin med headset og jeg synes faktisk også, at de indbyggede højtalere giver ret god lyd.
Batteriet på 3.400 mAh har selvfølgelig en stor skærm at trække, men skærmen er ikke super højt opløst, så batteriet rækker faktisk til et par dages ret heftig brug.
Ser du en hel film eller spiller GTA en times tid, så ryger der naturligvis en del batteri, men ringer, sms’er, mailer, streamer radio og lignende, så skal der arbejdes for at køre batteriet i sænk.