Nokia Lumia 630 test og pris: Fremragende til prisen
Nokia Lumia 630 bliver formentlig Nokias bedst sælgende mobil i 2014. Primært på grund af prisen, men også fordi den oser langt væk af at give utrolig meget for pengene.
1.200 kroner står den i og sammenlignet med forgængeren Lumia 520, så er den faktisk mere aggressivt prissat – specielt sammenlignet med specifikationerne.
Skærmen er 4,5 tommer stor med 854 x 480 pixel. Det er klart, at det ikke giver den skarpeste skærm på telefonhylden, men alligevel synes jeg, at skærmen er god og dejlig at kigge på.
Den er med Nokias Clearblack-teknik og så er den også udrustet med Corning Gorilla Glass 3. Det er den mest hårdføre udgave af Gorilla Glass i dag og det synes jeg er godt gået at få med på så billig en mobil.
Lumia 630 har pæne standardmål og er 9,2 millimeter tyk og vejer 134 gram. Den føles god i hånden og glider fint i lommen – man skal ikke være nervøs for opsigtsvækkende buler, i hvert fald ikke på grund af den.
Den er lavet i plastik, men den virker velbygget. Det er ét stykke plastik, der sidder fast om telefonen og den virker faktisk mere helstøbt i sit design end en model som Galaxy S5.
Eneste anke, jeg har til designet, er placeringen er tænd/sluk-tasten.
Jeg har ikke specielt store hænder, så jeg vil tro, at også kan genere andre, at powertasten sidder midt på den højre lang side i stedet for at være placeret lidt højere oppe. Volumentasten kunne være skubbet lidt længere ned og så powertasten placeret oven over. Nu bliver det en noget anstrengt bevægelse for tommelfingeren, når jeg vil tænde eller slukke telefonen.
Den model, jeg fik til test, var skriggrøn og næppe en, jeg selv ville købe, men det er godt at se, at Nokia holder fast i de meget friske farver.