Så meget bedre er Samsung Galaxy S8 til at tage billeder i mørke end Huawei Mate 9 Pro
I går kunne vi publicere vores store test af Samsung Galaxy S8. Konklusionen var, at der er tale om en rigtig god mobil med særligt design, skærm og ikke mindst kameraet som de helt store trækplastre. At netop kameraet er virkelig godt, ser vi, når vi presser kameraet i telefonen.
De fleste telefoner tager rigtig gode billeder ved højlys dag og når der er gode lysforhold – derimod kan det knibe gevaldigt, når man tager billeder i mørke omgivelser. Langt de fleste telefoner kæmper med at tage brugbare billeder uden brug af fotolys, når det omgivende lys er dårligt – og det selvom kameraet faktisk har blændetal, der burde betyde gode billeder i mørke uden brug af fotolys.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S8
Så meget bedre er kameraet i Galaxy S8 end Mate 9 Pro i mørke
Men det gælder ikke Samsung Galaxy S8. I hvert fald ikke sammenlignet med topmodellen fra Samsungs største konkurrent lige nu, nemlig Huawei. Huawei Mate 9 Pro er selskabets topmobil lige nu og har et fremragende kamera, særligt takket være det dual kamera og den vidvinkelindstilling, som man kan benytte sig af. Men i mørke løber Mate 9 Pro panden direkte ind i muren.
Øverst i artiklen kan du se to billeder ved siden af hinanden. Det er taget i et mørk rum, hvor døren står lidt på klem, så der kommer lidt lys ind. Rummet er ikke bælgmørkt. Der er enorm forskel på de to billeder: Det til venstre er taget med Galaxy S8 og det til højre er taget med Huawei Mate 9 Pro.
Se også: Anmeldelse af Huawei Mate 9 Pro
Kæmper mere i total mørke
For virkelig at sætte S8 på prøve tog vi også et billede i et bælgmørkt rum og her kæmper den så også en del. Men hvor man kan ane motivet på billedet taget med S8, så kan man intet se overhovedet på billedet taget med Mate 9 Pro. Man skal nok sidde ved en god skærm for at kunne se forskel på de to billeder, men den er der. Billedet taget med Galaxy S8 er til venstre herunder.
Se også: Nyheder om Samsung