Samsung udfører intern gennemgang efter Xiaomi-smæk
Samsung Electronics er i gang med at gennemgå ledelsen af de forskellige afdelinger. Oprindeligt skulle de være udført inden udgangen af juli, men perioden er blevet forlænget. Ifølge The Elec skal mobilafdelingen hos Samsung have sin gennemgang i løbet af august.
Samsung bekymret for dårligt salg af Galaxy S21
Gennemgangene udføres af Samsungs Business Support Task Force og det hele blev påbegyndt i 2. kvartal i år. The Elec skriver, at denne slags gennemgange normalt udføres hvert fjerde til femte år for at evaluere statussen i afdelingerne og indføre nye metoder for at øge effektiviteten. Det sker uden varsel, når topledelsen ser anledning til at gennemgå en særlig afdelings procedurer.
Kilder har fortalte, at gennemgangen af Samsung Mobiler er en ”særlig gennemgang” og at den skyldes utilfredsstillende salg af Galaxy S21-serien. Selskabet satte priserne ned på telefonerne direkte efter lanceringen. Samsung har kun solgt 13,5 millioner Galaxy S21-enheder i løbet af første halvår af 2021, trods en tidligere lancering end normalt.
S21 har solgt dårligere end tidligere Galaxy S-modeller og det bliver svært for Samsung at nå det mål for antal solgte enheder, der var sat for S21.
Se også: Så billig er er Samsung Galaxy S21
Xiaomi er større end Samsung – og Samsung kun på 4. pladsen for 5G-telefoner
Desuden lader Samsung til at blive ramt af problemer med levering af chips fra MediaTek. Det skyldes dels, at der generelt er mangel på chips på global basis, men også Samsungs position på smartphonemarkedet. De måtte nemlig overlade førstepladsen til kinesiske Xiaomi i juli måned.
Strategy Analytics har samtidig offentliggjort, at Samsung ligger nummer fire i verden, når det gælder salg af 5G-smartphones med en markedsandel på 12,5 procent. Apple fører an med 29,8 procent, derefter Oppo med 15,8 procent og Vivo med 14,3 procent af 5G-markedet.
Samsung har generelt ikke magtet at udfylde hullet efter Huawei, der på cirka et år er gået fra markedsandel på 20 procent til under 4 procent. Derimod har andre kinesiske producenter set deres snit til at friste de normale Huawei-købere.
Se også: Test af Samsung Galaxy S21
Trods alt førende inden for foldbare telefoner
Samsung lancerer flere nye produkter denne uge, blandt andet to nye foldbare telefoner i topsegmentet. Det er ikke sikkert, det er nok til at gøre den store forskel for Samsungs placering på listen over verdens bedst sælgende smartphoneproducenter, men det kommer helt sikkert til at gøre dem førende inden for foldbare telefoner.
Udvalget af foldbare telefoner er dog også meget begrænset.
Se også: Nyheder om mobilbranchen