Samsung Wave 723 test

Den ligner ikke en mobil til lige over 2.000 kroner! Metalcoveret signalerer en betydeligt dyrere mobil, og kombineret med touch-skærm, er der faktisk ikke nogen lignende mobil i samme prisklasse. Når vi så dykker videre ned i æsken og finder et læderetui, bliver vi rigtig begejstrede.

Desværre er det også her, Samsung Wave 723 vælter den første hæk.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Etuiet er en klap af læder til skærmen, der sættes fast direkte på telefonen ved at man udskifter en del af coveret. En smart idé, og vi kan lide det, indtil den første gang, vi forsøger at skrive noget med liggende skærmtastatur. Klappen kan nemlig ikke bøjes om bag telefonen, og så er det fuldkommen i vejen for alt, man vil foretage sig med telefonen i liggende position. Så godt tænkt, men det blev alligevel forkert!

Når man tænder telefonen, er det tydeligt, at det drejer sig om en budgetmodel. Opløsningen er på beskedne 240 x 400 pixel, og om det skyldes skærmkvaliteten, eller at systemet ikke er rigtig tilpasset til opløsningen, ved vi ikke, men det meste virker sløret på skærmen. På plussiden har skærmen god præcision og følsomhed for tryk.

Systemet i Wave 723 er Samsungs eget system Bada i version 1.1. Samsung kalder det for et smartphone-system, og teknisk er det svært at modsige dem. Det, der definerer en smartphone er, at man kan installere og køre programmer på telefonen, og at disse programmer kan benytte sig af telefonens systemfunktioner. For at det skal betyde noget i praksis, skal der selvfølgelig findes programmer til det.

Da vi testede den første Samsung-telefon med Bada, var der kun omkring 200 programmer i telefonens programbutik, og Samsung lagde ikke skjul på, at det var en meget beskeden start. I dag er der det tidobbelte antal programmer i Samsung Apps. Stadig kun en brøkdel af, hvad der findes til Android og iPhone, men i hvert fald en udvikling i den rigtige retning. Men når vi går ind i Samsung Apps på Wave 723, får vi kun omkring 450 programmer at vælge imellem.Det kan skyldes, at kun en del programmer understøtter denne skærmopløsning.

Desuden, en del af de såkaldte programmer er lydbøger, andre er samme program med forskellige navne. En app til at ringe til en person med et tryk på en knap findes for eksempel under navnene My sweetheart, Dad, Grandma osv. Helhedsindtrykket er, at der mest er en masse tingeltangel og et par enkelte brugbare programmer i butikken.

Butikken i sig selv er dog godt gennemført, og det er let at købe og installere programmer.

Bada-systemet er temmelig lig Android, men det ville være uretfærdigt at kalde det en kopi. Snarere er det en videreudvikling af Samsung Touchwiz-brugerfladen, der fandtes før den første Android-mobil. På klassisk manér har man et antal startskærme med widgets og en hovedmenu med ikoner. Der er kun 13 widgets at vælge imellem i telefonen, og ikke så forfærdelig meget brugbart at downloade fra butikken (man kan ikke søge efter kun widgets i Samsung Apps). Desuden gør skærmopløsningen, at man kun undtagelsesvis har plads til mere end en widget per startskærm.

Systemet selv hører til de bedre i mobilverden, men det har sine særheder. For eksempel får man, hvis man holder menuknappen nede, aktive programmer frem og kan lukke dem et efter et, men pas på med at vælge at lukke alle, for så forsvinder dine nøje placerede widgets fra startskærmene, og du må starte forfra med at lægge dem op igen!

Så vidt vi kan se, kan vi ikke få vibratorfeedback på skærmtryk, kun lydfeedback. Og af en eller anden grund er det netop knaplyden, man bruger til at justere volumenkontrollen på startskærmen. Man kan synkronisere med Google-kalender via Exchange Active Sync, men det fungerer ikke så godt, og vi misser en påmindelse, der aldrig overføres til kalenderen.

På den anden side har vi ved et andet tilfælde noget i mobilen, det piber og larmer, uden at der er nogen indikering om hvorfor. SMS vises som konversationer, men det navn, der vises, er det, der sidst har skrevet, hvilket betyder, at en masse konversationer står under vores eget navn – det saboterer jo hele pointen med SMS-konversationer. Webbrowseren, et af hovedargumenterne for en touch-mobil, er direkte dårlig sammenlignet med aktuelle konkurrenter.

Det er den slags små fejl, der gør, at Wave 723 ikke føles som det kvalitetsprodukt, man først troede, den var. Men der er da også positive overraskelser. Kalenderen har god oversigt, og man behøver blot at markere en dag for at se hvilke hændelser, der er indskrevet der. Musikafspilleren er rigtig proppet med funktioner med blandt andet equalizer og musikgenkendelsesprogram. Der er god lyd i højtaleren, og man kan optage FM-radio.

Godt skjult har telefonen også en udmærket dokumentlæser til PDF-filer og Office-dokumenter. Den er så god til at fremvise tekst og billede flot og læsbart, at man næsten ønsker, at den også kunne tage sig af websiderne i stedet for webbrowseren. Men der er ikke noget programikon til dokumentlæseren. Den åbner, hvis du åbner en fil af de typer, der understøttes, men ikke engang der ses den i telefonens multitask-håndtering.

Den største positive overraskelse er ellers kameraet, som vi havde lave forventninger til. Telefonens pris styrer forventningerne mere end 5 megapixel med autofokus, men vi synes faktisk, at stilbillederne i kameraet har en skarphed, der kan forstørres næsten 100 procent, og god farvegengivelse. Video og rigtige nærbilleder klarer den derimod ikke så godt.

Hvis man ikke tænker på Wave 723 som en smartphone, men som en flot metalmobil med touch-skærm og ser muligheden i at installere et program eller to som bonus, så er den nok de 2.000 kroner værd. Men med lidt mere omsorg for detaljerne havde telefonen kunnet være en rigtig perle.

Fakta
Type: Touch-skærmmobil med systemet Bada
Vægt: 100 gram
Mål: 110 x 54 x 12 mm
Taletid: 6 timer 12 minutter
Standbytid: 600 timer
Hukommelse: 100 MB arbejdshukommelse, plads til hukommelseskort af typen Micro SD.
Maksimal datahastighed: 3,6 Mbit/s (HSPA), samt Wi-Fi med 54Mbit/s
Tilslutning til PC/Mac: USB, Bluetooth
Bluetooth: Version 3.0 med stereo (A2DP)
Stemmestyring:
Nej
Ringetoner: Musikfiler
Skærm: 3,2” kapacitiv touch-skærm af TFT-type. 240 x 400 pixel, 262 000 farver.
Spil: Edge, Parachute Panic. Flere spil kan downloades fra Samsung Apps.
Kamera: 5 megapixel med autofokus, fotolampe. Videooptagelse i 320 x 240, 15 billeder per sekund.
GPS: Ja, med programmet Samsung LBS og Google Maps.
E-mail:
Ja, via pop3 og imap. Også Exchange-synk.
Øvrige funktioner: FM-radio, Facebook, Twitter, huskeliste, lommeregner, FM-radio, stemmeoptager, noter mm.
Tilbehør: Oplader, hukommelseskort og stereoheadset medfølger
Stik til ekstern antenne: Nej
Producentens hjemmside: http://www.samsung.dk
Pris: Ca. 2.000 kr

12 hurtige
X Kamera
X E-mailprogram
X GPS
X FM-radio
X Musikafspiller
X Hukommelseskortplads
X Smartphone
X 3G
X Edge
X Turbo-3G
X Wi-Fi
X Bluetooth

Batteritid/taletid
Producenten oplyser: 6 timer og 12 minutter

Kommentar: Det stemmer faktisk meget overens med vores oplevelse. Det kan vi nok takke en skærm for, der ikke har så høj opløsning.

Spørgsmål og svar:
Er telefonen hurtig?
Den er ikke direkte langsom, men nogle gange er den lidt træg, og man mærker, at den ikke har toppræstation.

Hvordan er e-mailprogrammet?
Godt, men lidt omstændeligt. Det viser html godt, men man må vælge download mange gange i menuen, inden man får alle sine mails ned.

Men hvordan er den at ringe med?
Helt okay. Lyden er god for os og den, vi taler med, og telefonbogsfunktionen fungerer godt, selvom den ikke udmærker sig på nogen speciel måde.

Alternativer
Egentlig er der ingen andre touch-skærmmobiler med metalcover i denne prisklasse. Samsung Galaxy 5 er et betydeligt bedre smartphone-valg til prisen, men du får ikke samme kvalitetsfornemmelse. Den oprindelige Samsung Wave koster omkring 800 kroner mere, men føles som betydeligt mere kvalitativ.

For
Kvalitetsfornemmelsen
Prisen

Imod
Skærmen
Programudbuddet
Fejl i detaljerne

Karakter:
Telefoni & data: 7
System & programmer: 5
Brugeroplevelse: 5
Materiale & kvalitet: 8
Multimedie: 6

Total: 64 %