Stortest: Office-pakker til Android
_Side 7 ThinkFree_
ThinkFree
Pris: Ca. 80 kr.
Android er hjemmebane for ThinkFree, og det mærker man blandt andet på understøttelsen af tredjepartstjenester, der er typisk for Android. Man kan for eksempel sende dokumenter enten via mail eller til Evernote eller Dropbox. Man kan også redigere Google-dokumenter, men så skal de downloades og gemmes på telefonen. Man kan altså ikke gemme direkte med Google. ThinkFree har også sin egen nettjeneste til at gemme dokumenter på nettet, men jeg ville nok vælge noget mere etableret.
Brugerfladen har sine særheder. Menuerne er helt baseret på ikoner, og nogle gange er ikonerne meget kryptiske. Man kan ganske vist trykke og holde for at få en kort beskrivelse af funktionen frem, men jeg synes alligevel, at menuerne er mere irriterende end praktiske. Irriterende er det også, at man ikke som ventet lukker menuerne med tilbageknappen, men hopper ud af det dokument, man arbejder med. Ingen manual at downloade, men vælger du hjælp i programmet, kommer du til en acceptabel webmanual på nettet.
Word-dokumenter vises i skærmlayout med knibe-zoom og god læsbarhed. Man kan skrive tekst og vælge skrifttype, størrelse, farve og justering, men ikke særlig meget mere. Derimod kan man sætte billeder ind – noget, som jeg generelt synes, man bør undgå i Word-dokumenter i det hele taget, og især når man som her ikke kan se det færdige layout. Dokumenter med versionshistorik og kommentarer spoleres, når man åbner dem, men et plus for testens eneste program, der kan åbne filer gemt i rtf-format.
Når man arbejder i Excel-ark, skifter man imellem visnings- og redigeringsindstilling, hvilket kan være en praktisk løsning for at undgå uønskede effekter, når man trykker og trækker på skærmen. Ikonerne til redigering af celler bliver ualmindeligt kryptiske her, men det er i hvert fald let at komme til alle funktioner med menusystemet. Man kan sammenføje celler og justere tekststørrelse, men det er lidt besværligt. Diagrammer vises i arket, og der er gode genveje til matematiske funktioner, selv om det så er lettest manuelt at angive, hvilke celler der berøres. Man markerer mere end én celle ved at dobbeltklikke, noget, der måske ikke er så let at finde ud af med trial and error.
Til PowerPoint-præsentationer er ThinkFree overraskende ambitiøst. Der er ingen rigtig afspilningsfunktion, men testens bedste fuldskærmsfunktion. Man kan vise og redigere noter og tekst på slides. Men man kan også flytte elementer på slides og tilmed tilføje og flytte rundt på billeder.
Måske lidt for ambitiøst at forsøge sig med på en lille mobilskærm, men har man en surf-tablet, er situationen en anden. Dog minus for, at diagrammerne i en af de præsentationer, vi tester, vises forkert.
LÆS ARTIKEL: Supertest: 6 begavede business-mobiler
LÆS ARTIKEL: 10 business-apps til din mobil