Supertest Sony Ericsson X10 mini pro

X10 Mini Pro er på mange måder identisk med søstermodellen X10 Mini. Forskellen er tastaturet, som man kan trække frem fra X10 Mini Pro. Alligevel er den her telefon kun en sølle millimeter tykkere end X10 Mini. Nogle millimeter højere er den også blevet. Men formatet er stadig utrolig lille.

Det lille format er en af de ting, man hurtigt charmeres af ved denne telefon. Den er håndvenlig og lommevenlig. Desuden har den en lækker gummibeklædt bagside. Når det gælder grundforudsætningerne, kan man sige, at der er ”alt man kan ønske sig” i denne telefon. Ser man på listen over funktioner, er der blandt andet GPS til kort og navigering. Der er musikafspiller, FM-radio og almindeligt høretelefonstik (enkle in-ear-høretelefoner følger med). Der er 5 megapixelkamera med fotolampe og autofokus. Der er – som næsten altid med Android – også god webbrowser, Facebook-klient og gode internetfunktioner.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Præcis som på X10 Mini har Sony Ericsson tilpasset Android-systemet til den lille skærm. I hjørnet af skærmen ligger ikoner til de mest brugte funktioner: beskeder, tastatur, telefonbog og musikafspiller. Vil man have andre genvejsfunktioner end dem, kan man bare skifte dem i telefonens indstillinger. Eftersom hjørneknapperne fylder en del af startskærmen, er der kun plads til en widget per startskærm, så vil man have flere widgets (det vil man som oftest), må man bladre med fingeren sidelæns mellem startskærmene.

Sony Ericsson har også deres eget program TimeScape, der også findes som widget til startskærmen. TimeScape samler blandt andet indkomne SMSer, ubesvarede samtaler og vennernes statusopdateringer på Facebook og Twitter. Man bladrer gennem det hele efter tid.
Med telefonen klappet sammen, kommer der i stedet et tastatur med cifre, og brugeren kan skrive tekst på skærmen som på gamle tast-telefoner, med eller uden T9. Det er let at skifte T9-sprog, hvilket også er en fordel for mange.

Sædvanligvis trækker man dog tastaturet ud, så snart man skal skrive. Tastaturet bliver selvfølgelig ret lille, men det vigtige ved taster på et mobiltastatur er snarere trykfornemmelsen, og at tasterne sidder tilpas separeret, så man ikke kommer til at trykke forkert. Her har Sony Ericsson gjort det virkelig godt. Tastaturet har god fornemmelse i responsen, når man skriver, og godt separerede taster. At tastaturet er ret lille, gør derfor slet ikke noget. Desuden er æ, ø og å som separate taster på den version af telefonen, der sælges herhjemme.

Når man trykker sig frem i menuer på skærmen, er responsen ekstremt hurtig. Det har vist sig i vores test, at små touch-skærme ofte er klart hurtigere end store, og den her telefon er ingen undtagelse. X10 Mini Pro er superhurtig i skærm-responsen.

Kameraet er sjældent en styrke i telefoner med Googles mobilsystem Android. Der plejer snarere Symbian at være bedst. Men sammenlignet med de andre telefoner i denne test er X10 Mini Pro (og søstermodellen X10 Mini) alligevel klart bedst.
X10 Mini Pro er netop blevet opdatreret til Android 2.1, der blandt andet har forbedret telefonens integration med Facebook.

Vinderen: Sony Ericsson X10 Mini Pro

Sony Ericsson X10 Mini Pro skiller sig ud – frem for alt ved at kombinere et rigtig lille format med et tastatur til at trække ud. Når skærmen er lille, er et tastatur til at skrive på endnu mere velkomment end ellers. At Sony Ericsson har fået klemt et så godt tastatur ind i en så lille mobil, er rigtig skønt.

Desuden har Sony Ericsson tilpasset systemet godt til den lille skærm. Telefonen er også ret veludstyret med navigeringsfunktioner, FM-radio, musikafspiller med mere. At Sony Ericsson desuden har puttet et udmærket kamera med autofokus og lampe ind, er heller ikke helt skidt. X10 Mini Pro gør sig fuldt fortjent til mærkatet ”bedst i test”.

Den nyere Sony Ericsson X8 og Samsung i5500 Galaxy 5 er to telefoner, der koster omkring 500 kroner mindre end X10 Mini Pro. De har ikke tastatur, men er alligevel gode og pengene værd og kan klart anbefales.

Læs flere test fra supertesten her:

HTC Wildfire

Huawei Ideos

Sony Ericsson X8

Samsung Galaxy 3

LG GT540

Sony Ericsson X10 Mini

Samsung Galaxy 5

LG Optimus One