Sony Xperia Z5 Compact test: Bette og brillant
Sony fortsætter serien med mindre mobiltelefoner med high-end oplevelser og viser med Xperia Z5 Compact, at bare fordi man er ude efter en lille mobil, så behøver man ikke at gå på kompromis med funktioner og brugeroplevelser.
Xperia Z5 Compact er nemlig en aldeles fremragende og rap lille mobil.
Sony Xperia Z5 Compact – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Batterilevetid: 10/10
Skærm: 8/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 8/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 7/10
Musikkvalitet:7/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 85/100
Se også: Bedste pris for Sony Xperia Z5 Compact.
Læs hele vores store test af Sony Xperia Z5 Compact herunder.
Test af Xperia Z5 Compact
Design & materiale
Sony Xperia Z5 Compact har fået et lidt anderledes design og materiale end forgængeren. Den er mere kantet og virker tykkere uden faktisk at være det.
Det er et rigtig stilrent design med få taster, der er godt arbejdet ind i udtrykket. Til trods for at der ingen dæksel til USB- og headset indgang, er den vandtæt.
Brugervenlighed
Med mål på 127 x 65 x 8.9 millimeter og en vægt på 138 gram har Z5 Compact en virkelig høj brugervenlighed – den er utrolig let at betjene med en hånd, da den er så forholdsvis lille.
Brugerfladen er ligeledes let og logisk at bevæge sig rundt i. Der er stadig nogle Sony-tjenester med, men de kan nu alle afinstalleres, hvis man ikke gider dem – det er skønt!
Se også: Læs test af alle Sony mobiler
Batterilevetid
2.700 mAh i en forholdsvis lille mobil kombineret med branchen nok bedste batterisparefunktion gør, at Xperia Z5 Compact vitterligt lever op til påstanden om to dages brug.
Z5 Compact har ganske enkelt en rigtig lang batterilevetid. Samtidig kan den lades op fra 0-60 procent på 30 minutter, hvis man bruger den medfølgende oplader.
Se også: Mobiltelefoner med længste batteritid
Skærm
Xperia Z5 Compact har ikke den største skærm og den syner ikke så imponerende som topmodellernes store skærme.
Men man skal ikke lade sig snyde – der sidder en fin skarp skærm med gode farver og nuancer på Z5 Compact, en skærm der gør den behagelig at kigge på – også i længere tid. Størrelsen gør selvfølgelig, at den ikke er optimal til film og tv-serier.
Se også: De bedste mobiltelefoner med lille skærm
Kamera
Når det gælder kamera, så kan Xperia Z5 Compact uden at blinke let tage konkurrencen op med selv de dyreste topmodeller.
Den har kamera på 23 megapixel med fotolys, autofokus, HDR og meget andet.
Z5 Compact kommer også med ISO op til 12.800. Det gør, at man kan tage billeder i mørke uden blitz. Og det virker faktisk rigtig godt uden alt for meget støj på billedet. Du kan se eksempel på billedet taget i meget mørkt rum med Z5 Compact sammenlignet med iPhone 6 herunder. Du kan også se et billede taget indendørs med Xperia Z5 Compact herunder.
Se også: Kameramobiler der er bedst lige nu
Hastighed i brugerflade
Når det gælder hastighed i brugerflade er Xperia Z5 Compact rigtig godt med uden at skille sig vildt ud. Den har kraftfuld processor, men ikke så meget arbejdshukommelse som andre topmodeller.
Z5 Compact har også et par Sony-tjenester installeret som apps og widgets, der fylder i systemet, men Sony har her oppet sig, så de langt fra er så anmassende som tidligere.
Det er lige ved, der er tale om en større rengøring end hos Samsung, da de ryddede op i brugerfladen til deres Galaxy S6-serie. Alle de Sony-apps, der er med, kan man dog afinstallere helt fra telefonen. Xperia Z5 Compact har en hastighed i brugerfladen, som de fleste vil opleve som rigtig god.
Se også: Test af Sony mobiler
4G
Z5 Compact har naturligvis 4G og det den hurtige slags med 300 Mbit/s. Det gør den fremragende til streaming af video og musik og som Wi-Fi hotspot sidder den naturligvis også lige i skabet.
Foretrækker man WI-Fi frem for 4G, så har Z5 Compact naturligvis også det.
Spiloplevelse
En skærm på 4,6 tommer er i dag ikke særligt stort og til spil er den umiddelbart ikke toppen af poppen. Der er stor forskel på et spil på skærm på 4,6 tommer og et spil på skærm på 5,5 tommer – selvom Z5 Compact nu sagtens kan afvikle tunge spil som spil fra GTA-serien, for eksempel.
Musik
Mange tager musik i en mobil for helt givet – det skal bare spille, hvis jeg må være så plat! Musikken spiller i Xperia Z5 Compact med en god musik-app og fin lyd i headsettet. Skal lyden deles med andre, skal det ske via en ekstern højtaler – de indbyggede højtalere i Z5 Compact er ikke noget at råbe hurra for.
Samtalekvalitet og beskeder
Når snakken går på samtalekvalitet, skiller Z5 Compact sig ikke ud fra standarderne på markedet. Den er udmærket og stabil og kæmper med de samme udfordringer som de fleste andre mobiltelefoner, når det gælder dækning.
Alt efter, hvilken mobil man kommer fra, så vil man opleve tastaturet som enten fint (hvis man kommer fra samme skærmstørrelse eller mindre) eller for småt (hvis man er vant til en mobil med skærm på 5 tommer eller mere).
Se også: Lave priser på mobilabonnementer
Pris
Sony Xperia Z5 Compact har en pris i den højere ende med bedste mindstepris fra godt 4.500 kroner. Der er dog store prisforskelle, op mod 2.000 kroner, så det er værd at tjekke prissammenligning på Z5 Compact ud, inden du køber den.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Sony vil gerne konkurrere med iPhone 6 (eller iPhone 6S når den kommer), da de skærmmæssigt er næsten lige store – iPhone 6 har skærm på 4,7 tommer.
I en direkte sammenligning med iPhone 6 er Xperia Z5 Compact en bedre mobil og en billigere mobil. Blandt highend-mobiler har Xperia Z5 Compact således en god kvalitet i forhold til prisen.
For:
- Formatet
- Kameraet
- Batterilevetiden
Mod:
- Ikke så god til spil
- Et lidt lille tastatur
Sony Xperia Z5 Compact – specifikationer og funktioner
- Mål: 127 x 65 x 8,9 mm
- Vægt: 138 gram
- System: Android 5.1
- Processor: Snapdragon 810, quad core 1,5 Ghz + quad core 2,0 Ghz
- Skærm: 4,6 tommer, 1280 x 720, skarphed 323 ppi,
- RAM: 2 GB
- Indbygget hukommelse: 32 GB, plads til hukommelseskort op til 200 GB
- Batteri: 2.700 mAh (fast charge – 60 procent opladning på 30 minutter)
- Datahastighed: 300 Mbit/s (4G)
- Kamera: 23 megapixel, autofokus, fotolys, HDR, ISO 12.800
- Frontkamera: 5 megapixel, HDR
- Video: 4K (2160p)
- Tilslutninger: USB, Bluetooth 4.1, Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n
- GPS: Ja
- FM-radio: Ja
- NFC: Ja
Se også: Test af mobiltelefoner