YotaPhone test – Vent på næste generation
YotaPhone test: Android 4.2
Brugerfladen er Android, version 4.2.2. Det er lidt skuffende, hvor nye telefoner i dag kører med Android 4.4. Vi kunne have accepteret Android 4.3, men 4.2.2-udgaven med over 1 år på bagen er ikke i orden i dag i en ny telefon. Det er formentlig for at holde omkostningerne nede på den front.
Når det er sagt, så er denne udgave af Android dog stadig meget genkendelig, selvom man er blevet vant til Android 4.4.
Processormæssigt sætter YotaPhone ikke nye rekorder, men dual core-processor med 1,7 Ghz kombineret med 2 GB RAM, ser ud til at være rigeligt til at trække brugerfladen hurtigt rundt. Er du typen, der propper telefonen med tunge apps, så er det dog ikke sikkert, den vil præstere lige godt og solidt altid. Det ser vi i hvert fald på modeller med samme eller endog bedre processor i dag.
Frontskærmen er på 4,3 tommer. Det er en rigtig god størrelse for rigtig mange. Modeller med skærme på 5 tommer er stadig for stort for mange, men 4,3 virker som et godt kompromis.
Opløsningen er 1280 x 720 pixel, altså HD-opløsning. Skarpheden er fin, farverne gode og selv om der ikke er tale om en IPS-skærm, så er betragtningsvinklen fuldt ud accepteret til normalt mobilbehov. Skærmen reagerer godt og hurtigt på tryk og når jeg zoomer ind og ud, sker det også hurtigt.
Og nu skal jeg ikke længere danse om den varme grød men gå direkte til fadet – e-ink-skærmen på bagsiden. Er den den åbenbaring af ny brugeroplevelse, som mange har talt den op til at være.
Nej, det er den ikke, men mindre kan også gøre det. Skærmen er på 4,3 tommer med 640 x 360 opløsning og den minder meget om for eksempel skærmen på en e-læser, hvis man har erfaring med sådan en – YotaPhone er dog noget mindre.
Desværre synes jeg ikke skærmen er specielt god at læse på. Kontrasterne er ikke synderligt gode, så der ikke er stor forskel på de lyseste og mørkeste dele på skærmen.
Teksten fremstår derfor temmelig grå i det og har ikke den skarphed, som vi kender fra e-bogslæsere. Skærmen er fin nok at læse på udendørs i sollys, men inden for og specielt hvis det er halv mørkt, så er det næsten umuligt at læse på den. E-ink-skærmen understøtter ikke bagbelysning.
Jeg læser meget på min mobil: blogs, nyheder, magasiner, bøger. Men jeg kan faktisk ikke bruge E-ink-skærmen til at læse på, da man typisk kun kan få vist det, der vises på frontskærmen lige nu. Så læser jeg et magasin fra Zinio-appen, kan jeg kun få det vist, der vises lige nu på frontskærmen. Jeg kan ikke bladre i magasinet, jeg læser, jeg kan ikke zoome ind og ud og så står teksten, som nævnt, heller ikke særlig skarpt trukket op.
Man kan heller ikke skrive på skærmen eller bladre rundt som på frontskærmen – man kan dog godt bladre, når man læser en bog.
Det med bagbelysning og at skrive på e-ink-skærmen kommer med næste udgave af telefonen. Jeg kan leve med, at jeg ikke kan skrive på skærmen i dag, men jeg havde forventet en betydeligt bedre skærm til at læse på og generelt en langt bedre læseoplevelse. Det ærgrer mig uendeligt meget, for jeg håbede virkelig, at læseoplevelsen ville være helt i top. Forhåbentlig kommer det med næste generation.
Man kan dog bruge bagsiden til andre ting end blot at læse på. Man kan få vist noter, mistede samtaler, kort, flybilletter og anden vigtig information.
Skærmen på bagsiden bruger meget lidt strøm. Læser du på skærmen bagpå, skulle du kunne læse i mere end 50 timer på en opladning, lover Yotaphone.
Man kan vælge kun at bruge bagsiden af telefonen ved opkald og dermed holde den mere batterikrævende farveskærm på fronten slukket. En anden batterisparende funktion er, at man vælge at få vist startskærmen på bagsiden og derved undgå at skulle tænde telefonen hver gang, man vil se, hvad klokken er.
Der er dog ved det, at batteriet kun er på 1.800 mAh, så sammenlignet med dagens topmodeller med batteri tæt omkring 3.000 mAh, oplever jeg ingen forskel. Jeg skal stadig lade op dagligt.