Guide: Slip for Wi-Fi problemerne
Det er ikke kun på mobilnettene, at trafikken stiger, og enhederne bliver flere. Flere og flere dimser – fra tablets og computere til TV-apparater, køleskabe og elmålere kræver, at du har et godt trådløst netværk derhjemme. Teknikken kaldes Wi-Fi og har den officielle betegnelsen IEEE 802.11.
Den oprindelige version af standarden kunne kun klare 2 Mbit/s., men nye varianter er kommet til, og tophastigheden indikeres af de bogstaver, der følger efter tallene. B betyder 11 Mbit/s, G 54 Mbit/s, N op til 300 Mbit/s og AC op til 1300 Mbit/s. Visse routere kan nå op på endnu højere hastigheder ved at bruge flere kanaler parallelt. Trods det bliver det trådløse netværk ofte en flaskehals, og det er svært at få fuldt udbytte af et bredbånd på 20 Mbit/s eller mere uden at koble en computer til med kabel.
Hastighederne er teoretiske konstruktioner, og et ”G”-netværk med gode antenner på de rette steder kan ofte give bedre ydeevne end en dårligt placeret AC-router.
Hvis du har frit udsyn eller tynde vægge mellem access-punktet og dine apparater, giver en opgradering fra G til N eller AC godt resultat – hvis der er forhindringer for signalet, er det bedre at bruge pengene på flere accesspunkter.
Regn med, at signalet i bedste fald når 10-15 meter indendørs – på længere afstand daler hastigheden og pålideligheden hurtigt.
Se guide: Mobilabonnementer med data
Trådbundet for at aflaste
I trådbundne netværk er der switches, der gør, at trafikken kobles effektivt mellem de enheder, der kommunikerer. Filmen, der streames fra nettet til TVet, forstyrrer for eksempel ikke den backup, der samtidig foregår mellem computeren og netværksdisken – så længe apparaterne er tilsluttet med kabel.
I trådløse netværk skal alle enheder i stedet dele begrænset plads på frekvensen. Jo flere apparater, du – og dine naboer – bruger, desto dårligere bliver ydeevnen. En effektiv metode til at forbedre det trådløse netværk kan faktisk være at bruge kabler i større udstrækning. Printeren, der står lige ved siden af routeren – eller endnu bedre, ydeevnekrævende enheder som TV-boks eller netværksdisk – kan måske tilsluttes med kabel i stedet og på den måde frigøre båndbredde til dit Wi-Fi.
De fleste trådløse netværk sender på frekvenser omkring 2,4 GHz – et område, Wi-Fi deler med både Bluetooth og forstyrrende kilder som alarmsensorer og mikrobølgeovne. Nye routere – med undtagelse af de billigste modeller – understøtter yderligere kanaler på 5 GHz-båndet. De højere frekvenser bremses mere af vægge og lofter, men eftersom du får færre konkurrenter om pladsen i luften, kan ydeevnen blive betydeligt bedre.
Antennetypen afgørende
Antenner til Wi-Fi kan deles op efter frekvenser. Der er dels særlige 2,4- eller 5 GHz-antenner, dels ”dual bånd”-antenner, der kan klare alle frekvenser. Forskellige antennekonstruktioner giver forskellig forstærkning – antenneudbytte. Antenneudbyttet måles i dBi – en logaritmisk skala, hvor man sammenligner antennen med en teoretisk konstruktion, der har et lige stort antenneudbytte i alle retninger.
Et antenneudbytte på 3 dBi fordobler signalstyrken, og 14 dBi giver hele 25 gange forstærkning. De mest almindelige antennetyper er vertikaler, panelantenner, yagiantenner og paraboler. Vertikalerne er cirkelstrålende antenner – for eksempel de ”pinde”, der sidder fastmonteret på de fleste billige routere.
Antennerne er cirkelstrålende på det horisontale plan, men sender ikke lige op eller lige ned og kan på den måde koncentrere udeffekten og give et antenneudbytte på op til 9 dBi. Det er altså en god antenne, hvis du skal dække en etage og kan placere antennen ret centralt.
Spreder sig som en kegle
Panelantenner kan til en vis del rettes i en bestemt retning, og signalet spreder sig udad som en kegle – ofte omkring 50-80 grader både horisontalt og vertikalt. Perfekt til at placere i et hjørne indendørs, eller på væggen hvis du vil have dækning i en bestemt retning i haven. Vertikaler og panelantenner er passende til at dække områder, hvor du vil bruge mobilen, computeren og andre Wi-Fi-enheder.
For at skabe en stabil forbindelse mellem to faste punkter – for eksempel to huse på hver sin side af en vej eller noget andet, der forhindrer i at trække kabler, er paraboler og yagiantenner et bedre valg. De koncentrerer signalet til en endnu smallere stråle – fra omkring 30 grader ned til 10 grader hos antenner med rigtig højt antenneudbytte. I antennes produktinformation kan man ofte finde et såkaldt strålingsdiagram.
Det viser graderne i forskellige retninger og gør det enklere at vælge en model, der passer til dine behov. Antennen tilsluttes accesspunktet med koaxialkabel og SMA- eller N-stik. Koaxialkabel med lavt tab er dyrt, klodset og svært at montere stik på, så det er en god strategi at placere accesspunktet så tæt på antennen som muligt og i stedet trække lidt længere netværkskabel. Cirkelstrålende antenner fås fra cirka 160 kroner, mens en større retningsbestemt antenne kan koste op mod 1.200 kroner.