Guide: Slip for Wi-Fi problemerne

Problemer med dit trådløse netværk? Vi fortæller, hvordan du sætter et stabilt netværk op til dine trådløse apparater og ordner problemerne med det net, du allerede har.

Guide: Slip for Wi-Fi problemerne

Trådløs sikkerhed
Med trådløse netværk følger risikoen for at en uvedkommende kan komme ind på dit netværk – i bedste fald bare for at snylte på din opkobling, men måske også for at stjæle information eller gøre ulovlige ting fra en adresse, der fører tilbage til dig.

Derfor er det vigtigt at slå de sikkerhedsfunktioner, der er tilgængelige, til. Den oprindelige sikkerhedsstandard for Wi-Fi hed WEP (Wired Equivalent Privacy). WEP-krypteringen kan knækkes på et par minutter med gratis programmer, så selvom mange enheder stadig understøtter teknikken, skal man undgå WEP. Da man blev bekendt med sikkerhedsmanglerne i WEP, introduceredes WPA (Wi-Fi Protected Access), der blev efterfulgt af den endnu mere sikre version WPA2.

WPA2 giver høj sikkerhed – forudsat at dit kodeord er svært at gætte. Mange routere og accesspunkter understøtter også WPS (Wi-Fi Protected Setup) – en teknik, der gør det enkelt at koble enheder til med en enkel pinkode eller et tryk på en knap på routeren. WPS øger risikoen for, at din netværksnøgle falder i de forkerte hænder, så for at opnå den bedst mulige sikkerhed, skal du slå WPS fra.

Kanaler

Der findes 14 kanaler til Wi-Fi på 2,4 GHz-båndet, hvoraf 13 kan bruges i Europa. 5 GHz-båndet giver yderligere mindst fire kanaler i de fleste accesspunkter. Nærliggende kanaler overlapper hinanden i frekvens, så hvis du har flere accesspunkter og vil have den bedste ydeevne, skal du placere dem på kanalerne 1, 6 og 11; 2, 7 og 12, eller 3, 8 og 13.