Test af Sony WI-1000X headset – prisen gør det svært
Sony WI-1000X er e lidt sær type trådløst headset. Det kommer med en bøjle, der hviler rundt om halsen, med ledninger, der går op til øret. Rent praktisk giver det en del udfordringer, men nogle af funktionerne giver alligevel mening. Test og anmeldelse af Sony WI-1000X.
Sony WI-1000X lægger selv op til at skulle være et headset til hver en lejlighed, om det måtte være en løbetur, en bustur eller bare sidde stille der hjemme. Desværre er der udfordringer ved hver scenarie og tager man prisen på Sony WI-1000X i betragtning, så gør det ikke ligefrem tingene bedre.
Se også: Priser på bluetooth headset
Test og anmeldelse af Sony WI-1000X
Design
Lad mig starte med at sige med det samme, at mine praktiske erfaringer kan meget vel være anderledes end hvad andre måtte opleve, og det skyldes specielt, at vi har med typen in-ear at gøre med. Denne type headset er ikke noget, jeg har gode erfaringer med, specielt når man ikke får en lille hank til at gribe fat rundt om øret eller i ørefolderne. Godt nok er der ikke noget, der hiver i ledninger, fordi bøjlen, der hviler på halsen, bærer det meste af vægten.
Der kommer to typer dutter til headsettet. Den ene type er den normale silikone, mens den anden er hybrid silicone og minder meget om Comply dutter. Desværre er de meget glatte og falder endnu nemmere ud af mine øre, så jeg bruger den normale silikone – der heller ikke sidder ordentligt fast.
Selve bøjlen skal man lige vænne sig til. I starten føles det akavet med noget hængende om halsen, men man vænner sig til det efter et stykke tid. Desværre hopper og danser den når man løber, hvilket er lidt irriterende, og samtidig skal jeg lige presse headsettet ordentlig ind i ørene hele tiden. Og vælger jeg at have et tørklæde på, så kan jeg ikke kontrollere headsettet, da det skal kontrolleres fra bøjlen under min halstørklæde eller jakke.
Der, hvor jeg godt kan lide bøjlen, når den er frit fremme, er, at knapper altid er nemme at komme til. Bøjlen ligger rimelig solidt og er nemt tilgængelig, når man ikke løber. Samtidig er knapperne rigtig gode. Desværre er headsettet ikke vandafvisende, hvilket ikke taler meget for brug til fitness eller løb i regn.
Se også: Guide til de bedste headset
Funktioner
Jeg er fan er funktionerne på Sony WI-1000X og det kommer med en rigtig god støjreducering. Støjreducering kan skiftes til flere forskellige niveauer, alt efter hvad man foretrækker. Man kan også lade headsettet finde ud af, hvilken aktivitet man laver og tilpasse støjreducering dertil.
Løber man, vil man nok gerne kunne høre trafikken omkring en og sidder man i bussen eller toget, så skal al lyd lukkes ude – dét er effektivt! Støjreducering kan styres manuelt i den modsatte side af de andre knapper. Sony WI-1000X kan også, hvis man er ude og flyve, måle trykke omkring en og tilpasse støjreduceringen til omgivelserne.
Sony har fået lavet en fremragende app, der giver et rigtig godt overblik og finder ens headset med det samme. Libratone, til Android i hvert fald, er noget bagefter Sony med deres app. Bøjlen kan sættes til at vibrere ved opkald og man mister derfor aldrig et opkald, hvis telefonen er på lydløs.
Se også: Bedste headset til træning
Lyd
Støjreduceringen hjælper naturligvis rigtig meget på lyden, og jeg synes den er god på Sony WI-1000X. Selv på numre med meget tung bas bliver resten af lyden ikke overrumplet – også selvom jeg har skruet op for bassen på equalizeren. Skruer man meget op, kan lyden godt blive lidt skarp, især med musik der indholder meget elguitar.
Podcasts eller radio lyder meget behageligt med den gode støjreducering. Generelt er jeg meget tilfreds med lyden på Sony WI-1000X.
Se også: Mobiltelefoner med bedst lyd til musik
Batteri
Batteriet er på 10 timer med støjreduceringen tændt. Det er mindre end jeg havde regnet med, da jeg så den store bøjle, men den var sikkert blevet for tung, hvis den skulle have et kæmpe batteri. Heldigvis er der hurtigopladning, så man når nærmest ikke at være ærgerlig over tomt batteri – 10 minutters opladning er lig med 70 minutters musik.
Se også: Mobilabonnementer med musikstreaming
Konklusion og pris
Prisen for Sony WI-1000X starter fra cirka 2.150 kroner. Det er rigtig mange penge for et headset, selv om lyden er rigtig god, men det har praktiske udfordringer i de fleste scenarier. Da det ikke en gang er specielt godt egnet til fitness, så findes der flere andre headset, der tilbyder langt mere komfort – Sony selv har flere alternativer. For eksempel koster Sony MDR-1000X det samme lige nu og har alt, hvad der er godt ved WI-1000X plus den gode komfort.
Pris: Fra cirka 2.150 kroner
Karakter: 7/10
Se også: Anmeldelse af headset