Billigere Nintendo Switch kan blive begrænset til håndholdt brug
For nylig har vi hørt rygter om, at Nintendo måske kommer med to nye Switch-konsoller senere på året. Den ene model skulle efter sigende være billigere end de øvrige, hvilket med garanti kan tiltale mange. Vi har tidligere ikke vidst så meget mere, men nu er der kommet nye rygter om denne billigere model.
Billig Nintendo Switch kan blive begrænset til håndholdt
Det er Eurogamer, der kan fortælle, at den nye billigere Switch ifølge deres kilder kan blive begrænset til kun at kunne bruges håndholdt. Stemmer det, betyder det med andre ord, at det ikke bliver muligt at forbinde Switchen til et TV via en dock. Det er helt enkelt meningen, at man skal spille håndholdt, for eksempel mens man er på farten.
Vi har tidligere hørt rygter om, at Nintendo havde planer om at lade Switch erstatte de håndholdte 3DS-konsoller, hvilket absolut giver mening, da Switch kan spilles håndholdt. Desuden er der ved at blive udviklet en masse nye spil til Switch, så egentlig er det ret logisk, hvis Switchen skal erstatte 3DS.
Se også: Bedste mobiltelefoner til gaming
Mere børnevenligt design
Videre nævner kilden overfor Eurogamer, at den nye, billigere model af Switch kommer til at være lavet i et mere hårdført materiale, netop fordi den skal være håndholdt og er tiltænkt at have med på farten. Det gør jo, at den kan komme ud for flere knubs end en konsol, man primært har derhjemme.
Er materialet mere hårdført, er konsollen samtidig mere børnevenlig, og det taler jo også kun for den.
Som sagt er det hele endnu kun rygter, men snart er det tid til E3, og der kan vi meget vel få mere information om, hvad Nintendo har tænkt sig.
Se også: Nyheder om Nintendo Switch