Gizmo Vibe 5XS test og pris: Glimrende mini-højtaler
Der findes efterhånden en del gode mini-højtalere, som man kan tage med på festival, ferien, sommerhuset, stranden og så videre, der kan kobles til mobilen via bluetooth eller via jackstik.
Tidligere var lydkvaliteten ganske enkelt for ringe, men der er sket meget godt på den front – det er for eksempel Gizmo Vibe 5XS er godt bevis på.
Lyden er faktisk forbløffende god i denne højtaler – selv når man fyrer op på max, kan bliver lyden faktisk ikke skinger. Der er fin bund og tyngde i bassen og detaljerigdommen i musikken er god.
Normalt er denne slags højtalere meget lette, men Vibe 5XS vejer noget mere end man først tror og man vil nok godt kunne mærke vægten i tasken. Den vejer cirka 280 gram og måler 75x75x55 millimeter.
Størrelsesmæssigt er den som en lille kaffekop og Gizmo Vibe 5XS kommer i fire forskellige farver. Designet appellerer formentlig primært til det lidt yngre segment, i hvert fald med den blå farve, vi fik den til test i. Designmæssigt er der dog ikke noget, der burde genere nogen. Jeg vil ikke kalde designet anonymt, men i hvert fald afdæmpet.
En opladning tager små tre timer og derefter kan den afspille musik trådløst via bluetooth i op til 10 timer. Afspiller man via det medfølgende jack-stik, så klarer batteriet op til 24 timer.
Der følger et USB-kabel, et 3.5 millimeter jackstik, en rejsetaske og en engelsk manual med i pakken.
Prismæssigt ligger Gizmo Vibe 5XS i den dyre ende på 399 kroner, man kan let finde lignede mini-højtalere til mellem 200-300 kroner, men jeg synes, at lyden er et niveau over andre mini-højtalere, vi har haft til test for nylig.
Nyt nummer af iPhone Magasinet i butikkerne nu!
Gizmo Vibe 5XS
Pris: 399 kroner
Karakter: 9/10