iZettle presses af populære betalings-apps til gratis kortlæser
iZettle Lite skal være iZettles måde at placere sig selv som Europas førende virksomhed for mobilbetaling. Den introduceres til små erhvervsdrivende i Danmark, Storbritannien, Sverige, Norge, Finland, Spanien, Tyskland og Holland.
iZettle Lite forbindes til en tablet eller smartphone via et kabel, og man er i gang i løbet af kort tid, lover iZettle.
”Dette er noget af det mest dristige, vi nogensinde har gjort”, siger Jacob De Geer, som er iZettles grundlægger og CEO. ”Betalingsløsningen nedbryder ikke kun de barrierer, som små erhvervsdrivende møder, når de starter en virksomhed. Den byder også andre spillere på betalingsmarkedet op til dans”, siger Jacob de Geer.
Hovedparten af forbrugere foretrækker kort frem for kontanter, og betalinger foretaget med kort var i 2013 40 procent højere i Europa sammenlignet med 2009. Visa Europe har for nyligt varslet, at 95 procent af alle betalinger i Storbritannien inden for 10 år vil være med kort.
Sådan finder du billig mobilabonnement.
Presses af MobilePay og Swipp
Daniel Ord Rasmussen, analytiker hos Seismonaut, der hjælper virksomheder med digitale løsninger, har stort kendskab til de forskellige løsninger til mobilbetaling, som for eksempel iZettle, MobilePay og Swipp.
Han vurderer, at iZettle Lite helt klart er en reaktion på de gratis betalings-apps som netop MobilePay og Swipp:
“iZettles marked er svundet ind efter MobilePay kom og er hastigt forsvindende. De fleste synes at betalings-apps er rigtig smarte og de er gratis at bruge, så iZettle Lite er klart en reaktion på det”.
Se også: Sådan finder du den bedste smartphone.
Stadig et niche-marked for iZettle inden for mobilbetaling
Han vurderer, at der dog stadig er et niche-marked for iZettle i Danmark: “Der er stadig mange, der ikke har en smartphone, men som stadig gerne vil betale med kort. iZettle er ikke for store erhvervsdrivende, men nærmere for sæsonbetonet forretning på for eksempel kræmmermarkeder eller dyreskuer. Man skal dog også huske på, at iZettle findes i mange lande og Danmark er måske ikke deres primære marked. Danmark er lidt atypisk med meget stor penetration af smartphones i modsætning til andre lande”, peger Daniel Ord Rasmussen på.
iZettle vil ikke oplyse, hvor mange kunder og transaktioner de har i Danmark, men deres pressebureau siger, at de oplever stor vækst i Danmark og at iZettle Lite bestemt vil bidrage til at øge denne vækst yderligere.
Læs mere om mobilbetaling.