Rygte: Apple har genoplivet projekt AirPower

Apple skulle være ved at få styr på opladningsdelene i AirPower, så den bedre kan komme af med varmen, der skabes ved opladning af telefoner - en prototype skulle være på vej.

Rygte: Apple har genoplivet projekt AirPower

Først meddelte Apple, at de var på vej med en trådløs opladningsmåtte, men et år senere, i 2019, kom meddelelsen, at den alligevel ikke blev til noget. De fortalte ikke noget om baggrunden for den beslutning, men rygterne fortalte om endeløse tekniske problemer, der til sidst fik Apple til at kaste håndklædet i ringen og erkende, at de havde været lidt for ambitiøse.

Se også: Er klatopladning med trådløse opladere skadeligt for batteriet?

 

Apple kan have genoplivet projektet om AirPower

Skal man imidlertid tro YouTuber og leakster Jon Prosser, kan der faktisk stadig være liv i AirPower-projektet. Han fortæller, at Apple har genoplivet projektet og arbejder med det internt. Det betyder dog ikke, at det ender med et færdigt produkt, som vi finder på hylderne, men efter sigende har Apple altså ikke givet op.

Apple skulle være i gang med at ændre på konstruktionen af opladningsdelene af måtten, så de bedre kan komme af med varmen, der skabes, når de skal lade telefonen. Det siges nemlig, at det var et af de store problemer, der gjorde, at Apple droppede det hele første gang.

Se også: Trådløse opladere med lynopladning

 

Prototype på vej

Det kommer dog ikke helt fra en klar himmel, at Apple kan være i gang med AirPower igen. I december 2019 opdagede man et patent, der antydede, at Apple stadig havde en trådløs opladningsmåtte på tegnebrættet.

Om det er samme idé, de stadig arbejder med, er uvist. Men der skal efter sigende være en prototype på vej. Det skal blive spændende at se, om det hele munder ud i et færdigt produkt denne gang.

Se også: Nyheder om tilbehør