Sony: PS5 bliver verdens hurtigste konsol
Den er måske ikke altid så tydelig – kampen mellem de forskellige spilkonsoller – men tro for guds skyld ikke, at den ikke eksisterer. Der kommer altid nye slag i den krig, og næste år kommer til at byde et af de større, når både Microsoft og Sony kommer med nye spilkonsoller. Og ikke bare spilkonsoller som sådan, men de hidtil mest kraftfulde, der er kommet fra de to producenter.
Det slutter dog ikke der, for begge selskaber er også med i kampen om spil-streaming, så der er nok at slås om.
PlayStation 5 og Xbox Scarlett med ret ens hardware
De har da også begge to præsenteret en række af de nyheder, deres kommende konsoller byder på, både PlayStation 5 og Xbox Scarlett. Selvom der er over et år til, at de rent faktisk kommer i handlen.
Hardwaremæssigt kommer de til at være ret ens. AMD producerer særlige CPUer og GPUer til begge konsoller, og de skal også begge få en væsentlig opgradering af ydeevnen. Men Sony er bestemt ikke klar til at lade Microsoft stå i rampelyset.
Den seneste tid har vi kunnet læse og høre noget mere om PlayStation 5 end om Xbox Scarlett i medierne. Det skyldes både, at Sony selv har annonceret en række nyheder, men også at en hel del rygter har svirret om PS5.
Se også: Find priser på Xbox
Sony kaldte PS5 for verdens hurtigste konsol i jobopslag
For nylig var det en jobannonce fra Sony, der fik mange bloggere til at reagere, ikke mindst fordi Sony i den kalder PS5 for ”verdens hurtigste konsol. Den oprindelige annonce lød som følger: ”You will be managing distributed systems that are powering 100+ million PS4 consoles that deliver immersive gaming experiences. You will also be one of the leaders of an elite team that is super excited to launch the upcoming world’s fastest console(PS5) in 2020. You will love working at PlayStation if you have a strong passion for systems, availability, and resiliency.”
Måske forstod Sony, at det kunne skabe problemer, for siden fjernede Sony den underforståede lussing til Xbox, og annoncen lød i stedet: ”You will be managing distributed systems that are powering 100+ million PS4 consoles that deliver immersive gaming experiences. You will love working at PlayStation if you have a strong passion for systems, availability, and resiliency.
Men vi ved jo alle, at har det været ude på internettet, så er der nogen, der har set eller læst det. Derfor kan man stadig finde et billede af den oprindelige annonce.
Det bliver nok ikke sidste gang, vi ser de to konkurrenter i mere eller mindre direkte krig. Det er dog meget sandsynligt, at de to konsoller kommer til at give brugerne ret ens oplevelser, når det kommer til hastighed og generel ydeevne – hardwaren er som nævnt relativt ens. Hvorvidt man kan kåre den ene til at være hurtigere end den anden, er et godt spørgsmål. Vi glæder os i hvert fald til 2020, når både PlayStation 5 og Xbox Scarlett og rammer handlen.
Se også: Nyheder om spilkonsoller