Roaming-gebyr i EU fjernes fra juni 2014
Hvert år, når vi nærmer os sommerferien, så vælter det ud med artikler om, hvor meget det koster at ringe og bruge mobildata fra udlandet. Det er der et par gode grunde til – det er nemlig ganske dyrt at bruge mobilen i udlandet.
Priserne er blevet lavere, men de er stadig så høje, at de let kan ødelægge feriebudgettet, hvis man ikke er opmærksom på de høje priser.
Her kan du læse tips til, hvordan du får en lavere mobilregning på ferien.
Men nu ser det ud til, at det snart bliver noget mere attraktivt at ringe hjem og ønske tante Olga tillykke med fødselsdagen eller streame din yndlingsserie, selvom man ligger på en strand i Spanien.
EU ønsker nemlig et slags ensartet europæisk netværk med samme priser, uanset hvor du ringer eller sms’er fra og til inden for EU eller hvor du går på nettet fra i EU.
Det betyder, at roaming-priserne dermed bliver fjernet.
Fjernelsen af roaming-priserne sker dog kun inden for EU’s grænser, i resten af verden ser de ud til at fortsætte som hidtil.