5G-beskyttelse til 250 dollar er en LED-lampe med batteri
Udrulningen af 5G har som forventet skabt en bølge af skepsis fra personer, der uden at kunne bevise det, påstår, at 5G radiobølger vil bage os langsomt, og at vi straks skal standse implementeringen. Der er dem, der rent faktisk tror på dette, selvom det er det pure opspind, og det er der selvfølgelig andre, der vil udnytte til at tjene lidt hurtige penge på folks frygt.
Se også: De bedste mobilnet i Danmark
5G-beskyttelse er LED-lampe med knap og batteri
I dette tilfælde er det en mand i Glastonbury i England. Hans navn er Gary Johnson, og han har skabt denne EMF Protector, der for 250 dollars skal neutralisere strålingen ved hjælp af et unikt ”Bio-Feedback analysis system.” En nysgerrig sjæl, Quackometer, har købt en for at se, hvad det hele handler om, og ved første øjekast ser det helt rimeligt ud.
På æsken ser man en mobilmast, så man ikke er i tvivl om pointen. På siden er der en knap, der tænder enheden, og en LED-lampe viser, at den ”virker”. Eller hvad man nu skal kalde det, for køberen åbnede enheden for at se, hvordan enheden virker, når den afleder strålingen. Og indeni finder vi et batteri, lidt ledninger og et kobberrør.
Quackometer forklarer i posten om enheden, at der er et mellemrum mellem ledningerne og kobberrøret, så der kommer ingen strøm igennem. Kobberdelen er ikke andet en et lille stykke vandrør. Det er egentlig bare der som pynt. Så enheden er helt enkelt en LED-lampe med et batteri. Til 250 dollars.
Se også: Video bliver den store 5G killer feature
Konspirationsteori: 5G er skyld i coronavirus
Konspirationsteoretikere har påstået, at COVID-19 – eller coronavirus som måske er et mere kendt navn – er forårsaget af 5G. Godtroende personer kan tænkes at købe enheder som denne og tro, at de ved at tænde den bliver beskyttet mod coronavirus uden at behøve tage de nødvendige forholdsregler som social afstand.
De personer, der er anti-5G, har helt sikkert gode intentioner, når de spreder deres information, men de tager fejl, viser videnskabelige og tekniske test. Der er massevis af akademisk forskning, der viser dette og der er ingen beviser på, at 5G skulle give cancer, hovedpine eller andre sygdomme.
Radiofrekvenserne, der benyttes af 5G, er langt under de strålingsniveauer, der har kunnet påvises at være skadelige. Det eneste, der kommer ud af konspirationsteorierne om 5G er, at folk prøver at snyde andre, som det er tilfældet her med denne LED-lampe med en knap og et batteri – til 250 dollars…
Se også: Nyheder om 5G