5G klar i Danmark den 7. september på dette netværk
Hvis man er kunde hos YouSee, Telmore, TDC Erhverv, hallo.dk eller andre teleselskaber, der benytter TDC Nets mobilnetværk, så kan man fra den 7. september tage hul på næste mobilkapitel. Det er nemlig datoen for, hvornår de har 5G-netværket klar til deres mobilkunder.
5G klar i Danmark den 7. september
TDC Net, der har ansvaret for Nuudays mobilnetværk og dermed også for YouSee, Telmore, TDC Erhverv og alle de MVNO’er, der benytter dette netværk, forklarer, at 5G-nettet er blevet klar på rekordtid. Dermed stikker de lidt til Huawei, der tidligere har sagt, at 5G-udrulning tager længere tid, hvis de ikke er med inde over.
TDC Nets mobilnetværk og 5G-infrastruktur bygges i samarbejde med svenske Ericsson, der overtog efter Huawei for et par år siden.
For at kunne benytte 5G-netværket kræver det et 5G-abonnement og en mobiltelefon eller et andet device, der understøtter teknologien.
“Vi har allerede flere 5G-telefoner til salg – og flere på vej – og har inkluderet 5G i alle abonnementer rettet mod vores mest dataforbrugende kunder i bl.a. YouSee og Telmore,” siger Michael Moyell Juul, CEO i Nuuday.
Hos et selskab som Hallo Mobil er klar med 5G fra den 7. september, oplyser CO-CEO i Hallo Mobil, Julian Fawaz. Det betyder, at alle teleselskaber, der benytter TDC Nets mobilnetværk, i princippet kan tilbyde 5G-abonnementer til deres mobilkunder.
Fuld 5G-oplevelse i København, Odense, Aarhus og Helsingør
I alt vil op til 80 procent af danskerne kunne få adgang til 5G inden udgangen af september og inden årsskiftet vil mere end 90 procent få adgang. Det er specielt København, Odense, Aarhus og Helsingør, der vil få den fulde 5G-oplevelse. Andre steder i lande vil man opleve højere hastigheder og kortere latenstider.
Samtidig forklarer TDC Net, at de sideløbende med åbningen af Danmarks første 5G-net har givet 4G-netværket et markant løft, hvilket betyder forbedrede hastigheder og øget kapacitet.
Se også: Find mobilabonnementer med 5G
Det gør fremtidens netværk
TDC Net peger på, at 5G vil være startskuddet til fremtidige anvendelser såsom fjernstyrede robotter, droner, fjernoperationer og selvkørende biler samt øge mulighederne for, at den mindre iværksætter og den større, etablerede virksomhed kan udbygge sin position som digital frontløber.
Samtidig vil TDC NETs netværk med aktiveringen af 5G være forberedt på en hverdag med intelligent trafikstyring i kommunerne og digitale sundhedsløsninger i hjemmeplejen. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor intelligente sensorer er med til at effektivisere driften indenfor smarte løsninger i landbruget eller i industrien.
Se også: Nyheder om 5G