Test og anmeldelse af Huawei Mate Xs: Bedste foldbare mobil

Huawei Mate Xs er den bedste foldbare telefon lige nu, men den lider gevaldigt under manglen på apps samt prisen. Test af Huawei Mate Xs.

Test og anmeldelse af Huawei Mate Xs: Bedste foldbare mobil

Huawei Mate Xs er den første foldbare telefon i Danmark fra den kinesiske tech-producent – den første Mate X led et lidt krank skæbne på grund af de amerikanske sanktioner, men nu prøver de altså med Mate Xs. Det er en rigtig god foldbar telefon, men prisen er hårrejsende. Test og anmeldelse af Huawei Mate Xs.

 

Huawei Mate Xs – bedømmelse

  • Design & Materiale: 6/10
  • Brugervenlighed: 3/10
  • Batterilevetid: 7/10
  • Skærm: 8/10
  • Kamera: 9/10
  • Hastighed i brugerflade: 10/10
  • Datahastighed: 10/10
  • Spiloplevelse: 8/10
  • Antennekvalitet: 5/10
  • Samtalekvalitet: 5/10

Samlet karakter: 81/100

Se også: Sammenlign priser på Huawei Mate Xs

Læs hele vores store test og anmeldelse af Huawei Mate Xs herunder. Men først lige et par billeder af Huawei Mate Xs inden vores store test og anmeldelse.

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate Xs

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – design

Mate Xs er en stor mobil både foldet sammen og ud. Sammen er er den tyk og tung og foldet ud er skærmen naturligvis virkelig stor og dermed er telefonen også stor.

Tanken er dog, at man kan skifte let og hurtigt mellem den store skærm og så en mindre skærm på 6,6 tommer, når den er foldet sammen. Skærmen er ikke super fleksibel at folde ud – man trykker på en knap og så åbner den delvist, men skal have et tryk for at komme helt ud. Når den skal foldes sammen, skal den også have et klem for at lukke helt i. Det står ikke klart, hvor mange gange man kan åbne og lukke Mate Xs.

Når den er foldet ud, er højre bagside designet, så man har et godt greb om telefonen her, mens man så trykker og scroller løs med den anden hånd. Man kan vende telefonen 180 grader, hvis man foretrækker at holde den i venstre hånd i stedet for.

Der er kun en højtaler på telefonen, hvilket kan være lidt mærkeligt på så stor en mobil og lyden er ikke imponerende.

Se også: Mobiltelefoner med bedste design

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Brugervenlighed

Dette foldbare format er stadig på jomfruelig jord og vi kommer formentlig til at se mange mindre justeringer de næste par år, inden brugeroplevelsen sidder lige i skabet.

Det er dog ganske lige til at få det meste ud af Mate Xs og dens store skærm. For eksempel er multitasking lige til at benytte. Man stryger en finger ind på skærmens venstre side og holder inde. Så kommer et multi vinduedock med apps, der kan benyttes – træk så den ønskede app ind. Så har man gang i to apps på samme tid på samme skærm.

Multitasking fungerer godt, når man skal udføre praktiske opgaver på telefonen for eksempel arbejde, hvor man kan have gang i dokumenter og mails på samme tid for eksempel.

Mate Xs har samme problemer med apps og Googles tjenester som P40 Pro, som vi har testet allerede. Det betyder, at hvis man vil have glæde af Googles tjenester, så skal man benytte dem i en browser (dog fungerer ikke alle lige godt i browser-version) og Play Store fungerer ikke til at hente apps i. Her skal man benytte Huaweis egen AppGallery eller finde apps og spil i tredjeparts app stores.

Med tanke på, at en mobil som denne nok mest til businesssegmentet, så er udvalget af business-relaterede apps i AppGallery for lille. Jeg forestiller mig ikke, at særligt mange virksomheder af sikkerhedsmæssige årsager tør hente løs af business-apps i tredjeparts app store.

Den store skærm åbner naturligvis op for nogle federe underholdningsoplevelser end normalt, men så stor en oplevelse er det egentlig heller ikke at spille Asphalt 9 eller Call of Duty på en store nærmest kvadratisk skærm – det ser faktisk federe ud på en mere aflang skærm. De fleste videoer kan heller ikke fylde skærmen ud – i stedet er der meget spildplads i top og bund af skærmen, når man ser video.

Den store skærm er dog dejlig at se billeder på, som man har taget med telefonen og en tjeneste som Google Arts & Culture fungerer virkelig godt på den stor skærm. Racespillet Asphalt 9 ser også fedt ud på den store skærm.

Kombineret med brugerfladen EMUI 10.0.1 har Mate Xs en hurtigere ydeevne på tværs af apps og giver mulighed for skærm- og fildeling mellem smartphone og PC via Multi-screen Collaboration-funktionen. Det fungerer dog kun med Huaweis egen MateBooks. Det er dog en god måde at bringe computer og mobil i direkte samspil med hinanden til at dele filer for eksempel.

Se også: Mobiltelefoner med høj brugervenlighed

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs  – Batterilevetid

Batteriet er kun på 4.500 mAh. Normalt er 4.500 mAh meget for en mobil, men med skærm på 8 tommer virker det lige lidt nok – også selvom man ofte kun bruger den mindre skærm på 6,6 tommer. Jeg kæmper i hvert fald lidt med at få den til at række til en hel dags brug inden en opladning er påkrævet.

Heldigvis lader den hurtigt op med den medfølgende oplader.

  • 5 minutter: 4 procent
  • 10 minutter: 19 procent
  • 15 minutter: 32 procent
  • 30 minutter: 68 procent
  • 60 minutter: 98 procent
  • 1 time og 4 minutter: 100 procent

Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Skærm

Foldet sammen har man en skærm på 6,6 tommer med 1.148 x 2.480 pixel og foldet ud er skærmen på 8 tommer med 2.200 x 2.480 pixel. Skærmtypen af OLED.

Fordelen ved Mate Xs er, at skærmen i foldet sammen tilstand er tilpas stor til at blive brugt til de fleste ting, man normalt bruger mobilen til i det daglige. Det er ikke så ofte, jeg har behov for at folde skærmen ud.

Skærmen er dog generelt rigtig flot og behagelig at kigge på – foldet sammen og ud.

Se også: Mobiltelefoner med god skærm

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Hastighed i brugerflade

Man får ikke en meget mere kraftfuld telefon end Mate Xs. Kirin 990 er den nyeste processor fra Huawei selv og med 8 GB RAM, Android 10, EMUI 10 og 512 GB UFS 2.1 hukommelse er der fuld fart over brugerfladen.

En mobil som denne skal kunne håndtere mange tunge apps på på samme tid og det oplever jeg at den gør helt som forventet.

Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Kamera

Mate Xs har et rigtig stærkt kamera-setup med fire kameraer på bagsiden: 40 + 8 + 16 megapixel + TOF 3D kamera, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.8, 3 x optisk zoom og 10 x hybrid zoom.

Herunder kan du se billeder skudt med Huawei P40 Pro.

huawei mate xs kamera test makro
Makrobillede taget med blænderåbning-indstilling.

 

huawei mate xs kameratest mørke med natindstilling
Taget i mørke med natindstilling

 

huawei mate xs kameratest mørke
Taget i mørke med standardindstilling

 

huawei mate xs kameratest selfie
Selfie

 

huwaei mate xs kamera test portræt
Portræt med taget med portrætindstilling.

Se også: Bedste kameramobil

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Datahastighed

Mate Xs kommer med både 4G og 5G. 5G har vi ikke så meget glæde af endnu, men 4G med 1,4 Gbit/s data til download gør den alligevel super velegnet på nettet – det er i hvert fald ikke telefonen som sådan, der er skyld i det, hvis der er langsomt internet.

Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Spil

Det er egentlig lidt specielt at spille på så stor en skærm som på Mate Xs – mest fordi skærmen er næsten kvadratisk og mange spil udnytter ikke formatet fuldt ud.

Som gaming-mobil er den naturligvis grundlæggende sjov med sin store skærm og kraftfulde motor.

Se også: Bedste telefoner til spil

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Antenne

Antennekvaliteten er okay. Den holder fint forbindelsen til nettet i områder med god mobildækning. Jeg har dog kun haft mulighed for at teste den i byområder og ikke i landområder.

Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Samtalekvalitet

Lyden til samtaler er gennemsnitlig og som på de fleste andre telefoner. Den understøtter wifi opkald, men det fungerer kun, hvis ens teleselskab sælger telefonen. Telefonen sælges desværre ikke i Danmark gennem teleselskaber, så wifi-opkald virker desværre ikke herhjemme.

Se også: Mobiltelefoner med bedste samtalekvalitet

Test & anmeldelse af Huawei Mate Xs – Pris

Huawei Mate Xs har en vejledende pris fra cirka 18.999 kroner uden abonnement. Lige nu har den en pris fra cirka 18.500 kroner.

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Huawei Mate Xs er en lidt speciel mobil – som de andre foldbare telefoner på markedet i øvrigt. På den ene side er det en ret tyk og tung sag at bære rundt på – på den anden side kan jeg få en tablet-oplevelse i med i lommen. Mange ting fungerer fint på telefonen og skærmen er virkelig god og det samme er kameraet.

Brugerfladen er virkelig hurtig og multitasking fungerer fint. Batterikapaciteten er lidt på den svage side med tanke på, at den trods alt slår sig op på at have skærm på 8 tommer.

Manglen på Google Play Store og normal oplevelse med Googles tjenester er naturligvis problematisk for en optimal oplevelse. Det samme er prisen.

En pris fra cirka 18.500 kroner for en mobil – det er mange penge. Og for mange penge naturligvis set i lyset af, at brugen er begrænset eller i hvert fald hæmmet af manglende adgang til Googles tjenester og services. Selv om fuld adgang er det stadig en for høj pris for praktisk talt alle. Man kan trods alt få tre styk Huawei P40 telefoner til samme pris – eller seks styk Huawei P30, der har fuld adgang til Googles tjenester og services.

For

  • Stor skærm
  • Godt kamera
  • God batteritid
  • Hurtig brugerflade

Mod

  • Begrænset app-udvalg
  • Kun en højtaler – der ikke imponerer
  • Prisen

Huawei Mate Xs – specifikationer og funktioner

Mål: Foldet ud: 161,3 x 146,2 x 5,4 mm. Foldet sammen: 161,3 x 78,5 x 11 mm
Vægt: 300 gram
System: Android 10 + EMUI 10
Processor: Kirin 990, 7nm, otte kerner
Skærm: foldet ud: 8 tommer, 2.200 x 2.480 pixel. Fold sammen: 6,6 tommer, 1.148 x 2.480 pixel
RAM: 8 GB
Indbygget hukommelse: 512 GB, plads til hukommelseskort af typen NM (Nano Memory)
Batteri: 4.500 mAh
Datahastighed: 4G og 5G
Kamera: 40 megapixel / 8 megapixel / 16 megapixel / TOF 3D kamera, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.8, 3 x optisk zoom, 10 x hybrid zoom
Frontkamera: Bruger det almindelige kamera
Video: 4K
Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
Sar-værdi:
GPS: Ja
FM-radio: Nej
NFC: Ja

Se også: Test af Huawei Mate Xs