Test af Motorola Moto G 5G Plus – tæt på perfekt budgetmobil
Motorola Moto G 5G Plus er den første mobil fra et mainstream-mærke i Danmark, der tilbyder 5G til under 3.000 kroner. 5G på mobiltelefoner er dog ikke så interessant endnu, men den leverer heldigvis også godt på mange andre parametre – dog ikke på den måske mest væsentlige feature på en mobil. Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus.
Motorola Moto G 5G Plus – bedømmelse
- Design & Materiale: 6/10
- Brugervenlighed: 9/10
- Batterilevetid: 10/10
- Skærm: 7/10
- Kamera: 5/10
- Hastighed i brugerflade: 9/10
- Datahastighed: 10/10
- Spiloplevelse: 8/10
- Antennekvalitet: 4/10
- Samtalekvalitet: 5/10
Samlet karakter: 73/100
Se også: Bedste pris for Motorola Moto G 5G Plus
Læs hele vores store test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus herunder. Men først nogle billeder inden vores store test.
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus
Herunder kan du læse vores store test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus, hvor vi som sædvanlig ser nærmere på 10 af de vigtigste punkter på en mobil for at fælde dom over den.
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus – Design
Motorola Moto G 5G Plus er en forholdsvis billig mobil. Det betyder dog ikke, at designet er dårligt, faktisk er det en rigtig pæn mobil. Den bringer dog ikke rigtig noget nyt under solen designmæssigt og ligner de fleste Moto-telefoner.
Der er forholdsvis meget ramme rundt om skærmen, hvilket er en fordel rent brugermæssigt. Der er glas på fronten, plastik på bagsiden og rundt om telefonen. Den er ikke IP-certificeret, men er stænkresistent. Lidt atypisk finder vi fingeraftryksscanneren på siden af telefonen.
Se også: Telefoner med godt design
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus – Brugervenlighed
Motorola G 5G Plus er grundlæggende meget brugervenlig. Brugerfladen er meget simpelt bygget op og er som sædvanlig nærmest ren Android.
Den rene Android-brugerflade gør, at telefonen er let at komme i gang med og bruge i dagligdagen. Til gengæld tilbyder den så ikke på helt så mange tilpasninger af brugerfladen som andre telefoner gør. Spørgsmålet er så, om man savner de tilpasninger. Jeg gør ikke.
Der er 3,5 mm jackstik, FM-radio og fingeraftrykscanner på siden af telefonen. Med en fingeraftryksscanner på siden af telefonen skal man løfte telefonen op for at låse den op. Man kan dog også bruge face unlock eller Smart Lock til at holde den låst op på sikre steder. Lige som man kan med alle andre Android-telefoner. Jeg synes bestemt ikke det gør noget, at der ikke er fingeraftryksscanner indbygget under skærmen, som ellers er moderne for tiden, og det generer altså ikke at have den placeret på siden.
Skærmformatet er 21:9 – altså et ganske aflangt format. Det gør, at den er lettere at betjene med én hånd. Jeg kan dog ikke nå den øverste tredjedel af skærmen uden at det bliver akavet. Det er praktisk, at man kan se seneste notifikationer og komme ind til hurtigindstillinger ved at trække en finger ned på hvilket som helst sted på skærmen.
Se også: Telefoner med høj brugervenlighed
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus – Batterilevetid
5.000 mAh er rigtig godt for en mobil – faktisk skal vi op i tre gange dyrere telefoner for at få en kombination af gode funktioner, godt design og så kraftigt et batteri.
Batteritiden er virkelig god på Moto G 5G Plus. Det skyldes en skøn kombination af kraftig batterikapacitet, simpel brugerflade og rigtig fin antennekvalitet. Jeg får uden problemer til et par dages ganske aktiv brug af telefonen. Der følger en fornuftig lynoplader på 20W med i æsken. Den giver ikke den hurtigste opladning af en mobil, men med tanke på de 5.000 mAh batteri i telefonen, så leverer den fint.
Herunder kan du se, hvor langt tid det tager at lade Motorola Moto G 5G Plus op:
- 5 minutter: 7%
- 10 minutter: 15 %
- 15 minutter: 23 %
- 30 minutter: 35 %
- 60 minutter: 68 %
- 1 time og 45 minutter: 100 %
Se også: Mobiltelefoner med bedst batteritid
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus – Skærm
Med en skærm på 6,7 tommer har Moto G 5G Plus i hvert fald størrelsen til at levere en god multimedieoplevelse. Der er tale om en LCD-skærm med fuld HD-opløsning og 21:9 format. 21:9 format er stadig ikke så udbredt, mens fuld HD-opløsning er meget normalt på telefoner. Også i et prisleje under 3.000 kroner.
Dog er 90 Hz refresh rate af skærmen ikke typisk for en mobil i dette prisleje. Det giver en lidt mere flydende skærmoplevelse med 90 Hz refresh rate, men jeg ville lyve, hvis jeg påstår det er en afgørende feature for oplevelsen af telefonen. Man kan vælge at køre med 60 eller 90 Hz refresh rate eller at lade telefonen afgøre, hvornår det er nødvendigt med den højere refresh rate.
Jeg havde håbet på mere lysstyrke i skærmen – det er svært at se hvad den viser, i direkte sollys.
Se også: Sammenlign mobiltelefoner med de bedste skærme
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus – Hastighed i brugerflade
For en Android-mobil har Moto G 5G Plus egentlig ikke prangende hardware, når det gælder processor, RAM og hukommelse. Men det er rigeligt for flertallet. Snapdragon 765, 4 eller 6 GB RAM og 64 eller 128 GB hukommelse vil række for mange. Brugerfladen er hurtig at bevæge sig rundt i og den åbner fint og problemløst tunge spil som Call of Duty. Det er dog stadig en fordel af slå Animationer fra i Indstillinger. Det fjerner animerede overgange, når man bladrer rundt i telefonen.
Dog kan 64 GB være lige lidt nok, hvis man har planer om at bruge mobilen i 3-4 år. Systemet tager 14 GB og når jeg har hentet de apps ned, jeg plejer at have på min mobil, så bruger jeg 35 GB at hukommelsen allerede fra dag 1, jeg tager mobilen i brug.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Test og anmeldelse af Motorola Moto G 5G Plus – Kamera
Der sidder fire kameraer på bagsiden af Motorola Moto G 5G Plus: 48 + 8 + 5 + 2 megapixel. Desværre er der hverken optisk billedstabilisering eller optisk zoom.
På fronten sidder der to kameraer – et på 16 og et på 8 megapixel. Det på 8 megapixel er til ultra vidvinkel, hvis man har behov for at få mere med på billedet. Herunder kan du se en række billeder taget med telefonens kamera.
Motorola Moto G 5G Plus – test af kamera: Landskabsbillede.
Kameraet tager fine landskabsbilleder med gode farver, fin skarphed og tilfredsstillende nuancer i lyse og mørke dele af billedet.
Herunder kan vi se same motiv, men med først 2 gange zoom og med ultra vidvinkel. Telefonen har ikke optisk zoom, men kun digital zoom. Holder man sig til at zoome 2-3 gange ind, er billedkvaliteten faktisk udmærket. Når det gælder vidvinkel klarer telefonen sig ikke for godt – der kommer nogle mærkelige forvrængninger på billedet ved brug af ultra vidvinkel.
Motorola Moto G 5G Plus – test af kamera: Makrobillede. Billedet herunder ser kunstigt ud – sløringen ser ikke naturlig ud og det er ganske enkelt ikke det mest vellykkede makrobillede.
Motorola Moto G 5G Plus – test af kamera: Taget i mørke med brug af telefonens fotolys. Fotolyset skydes fint af i mørke rum og her ser vi fine farver og god skarphed.
Motorola Moto G 5G Plus – test af kamera: Taget i meget mørkt rum uden brug af fotolys. Uden brug af fotolys klarer Motorolas telefon sig ikke godt. Man kan se objekterne og skelne farverne, men det er et meget sløret billede.
Billedet herunder er taget i mørke uden brug af telefonens fotolys, men med funktionen Nattesyn. Med brug af Nattesyn får man klart bedre detaljer, men farverne er lidt udvaskede.
Motorola Moto G 5G Plus – test af kamera: Portræt. Moto G 5G Plus tager fine portrætbilleder under gode lysforhold. Fin skarphed og gode farver i fronten, mens baggrunden er sløret som den skal.
Motorola Moto G 5G Plus – test af kamera: Selfie. Det er muligt at bruge portræt-funktion til selfies og det klarer den godt. Rigtig fine farver og god skarphed i fronten, mens baggrunden er sløret. Man kan også vælge et mere almindeligt billede uden sløret baggrund.
Se også: Telefoner med bedste kamera
Datahastighed
Motorola Moto G 5G Plus er den første 5G-mobil fra en mainstream-producent på vores breddegrader til en pris under 3.000 kroner. Den har derfor uhyre hurtig mobilt internet, når det engang begynder at rulle ud i Danmark. Det sker nok først sidst på året og det i begrænset omfang.
Der er dog rigelig med fart over den mobile opkobling med 4G og jeg kan sagtens bruge telefonen som hotspot for andre enheder.
Se også: De bedste telefoner på internettet
Spil
Kombinationen af god skærm med 90 Hz opdatering, fin kraftig brugerflade og rigtig god batteritid gør, at Moto G 5G Plus er glimrende til gaming.
Med Moto Gametime får man værktøjer til at optimere spiloplevelsen med. For eksempel kan notifikationer blive sorteret væk fra skærmen, når man spiller.
Se også: Bedste mobil til spil
Antennekvalitet
Antennekvaliteten på Motorola Moto G 5G Plus er ikke i top med sar-værdi på 0,99 W/kg. Det betyder forholdsvis høj mobilstråling, hvis man er bekymret for den slags. Samtidig betyder det også, at den er noget ustabil på mobilnettet.
Se også: Guide til telefoner med bedst antenne
Samtalekvalitet
Jeg oplever fin og klar lyd til samtaler og der er også understøttelse af WiFi opkald. WiFi opkald kræver dog, at dit teleselskab sælger telefonen for at det fungerer.
Da telefonen kører med næsten helt ren Android-brugerflade, er der ingen særlige lydindstillinger, der kan justeres til samtaler.
Se også: Mobiltelefoner med god lyd til samtaler
Test og anmeldelse af Motorola G 5G Plus – Pris
Motorola Moto G 5G Plus har en vejledende pris fra 2.699 kroner. Man kan købe telefonen fra den 10. august.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Motorola Moto G 5G Plus har en virkelig god pris i forhold til den generelle kvalitet. Praktisk design, brugervenlig og hurtig brugerflade, kraftfuldt batteri og god batteritid og så 5G. Det er den første mobil fra et bredt kendt mobilmærke i Danmark med 5G til under 3.000 kroner.
Desværre er kameraet af noget svingende kvalitet. Nogle gange tager den gode billeder, andre gange dårlige billeder. Lige på kameradelen har jeg lidt svært ved at gå på kompromis, men tager du primært standardbilleder med din mobil og ikke udfordrer den med makro, mørke, vidvinkel og den slags, så er kameraet i orden.
For
- Prisen
- Batterilevetiden
- Brugervenlig
- 5G
Mod
- Ikke IP-certificeret
- Kamera af svingede kvalitet
Motorola Moto G 5G Plus – specifikationer og funktioner
- Mål: 168 x 74 x 9 mm
- Vægt: 207 gram
- System: Android 10
- Processor: Snapdragon 765, otte kerner
- Skærm: 6,7 tommer, fuld HD (2.280 x 1080)
- RAM: 4 / 6 GB RAM
- Hukommelse: 64 / 128 GB + plads til hukommelseskort op til 512 GB
- Batteri: 5.000 mAh med 20W oplader i æsken
- Datahastighed: 2.000/150 Mbps (5G)
- Kamera: 48 + 8 + 5 + 2 megapixel, blænde F/1.7, fasedetektion autofokus
- Frontkamera: 16 + 8 megapixel, blænde f/2.0
- Video: Fuld HD, 1080p
- Opkobling: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.1, USB-C
- GPS: Ja, (A-GPS, Glonass, Galileo, BDS)
- FM-radio: Ja
- NFC: Ja
- Sar-værdi: 0,99 W/kg
- Øvrigt: Accelerometer, fingeraftryksscanner, Gyro Sensor, kompas
- Pris: 2.700 kroner
Se også: Test af Motorola Moto G 5G Plus
Vores test af Motorola Moto G 5G Plus er fra juli 2020. Karaktererne i denne test kan have ændret sig med tiden i takt med, at der er kommet nye og bedre telefoner på markedet. Se altid opdaterede karakterer og priser på Motorola Moto G 5G Plus.