Test af Samsung Galaxy S21 – fremragende mobil
Samsung Galaxy S21 – bedømmelse
- Design & Materiale: 8/10
- Brugervenlighed: 9/10
- Batterilevetid: 10/10
- Skærm: 9/10
- Kamera: 9/10
- Hastighed i brugerflade: 10/10
- Datahastighed: 10/10
- Spiloplevelse: 8/10
- Antennekvalitet: 8/10
- Samtalekvalitet: 9/10
Samlet karakter: 90/100
De bedste priser på Samsung Galaxy S21 (2021) 128 GB
Opdateret 22/12 2024
Samsung Galaxy S21 (2021) 128 GB udbydes af 14 udbydere. Du kan spare op til 4.477,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy S21 (2021) 128 GB
Læs hele vores store test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21 herunder. Men først lige et par billeder af Galaxy S21 inden vores store test.
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21
Herunder kan du læse vores store test af Samsung Galaxy S21, hvor vi tester, anmelder og bedømmer den ud fra de vigtigste kriterier, når man skal købe ny mobil.
Design
Man kan godt mærke, at S21 ikke har lige så høj byggekvalitet som S21 Ultra, der har glas på bagsiden. Den billigere S21 må nøjes med plastik. Grundlæggende er jeg dog ret ligeglad med det, da telefonen stadig føles velbygget og faktisk giver et mere sikkert greb end telefoner med glasbagside. Skærmen er beskyttet med Gorilla Glass Victus og er både modstandsdygtig over for slag og ridser.
Derudover er den IP68-certificeret og kan klare 1,5 meter dybt vand i 30 minutter. Alt i alt er det en velbygget lille mobil.
Se guide: Mobiltelefoner med godt design
Brugervenlighed
Samsungs billigste variant i S21-serien går ikke ned på brugervenlighed. Faktisk er den tværtimod meget brugervenlig med sit forholdsvis lille format. Skærmen på 6,2 tommer og en moderne udnyttelse af fronten til skærm med meget lidt ramme (87,2 procent af fronten er skærm), giver en lille mobil, der er nem at betjene med en hånd.
One UI 3.1 er trukket henover Android 11 og den fungerer efterhånden godt – i hvert fald på de lidt mindre skærme. One UI 3.1 tilbyder rigtig mange muligheder – lidt for mange for nogens smag, der hellere foretrækker en mere ren Android-oplevelse. Grundlæggende er den dog mere brugervenlig end for eksempel Galaxy S21 Ultra, hvor brugen besværliggøres noget alene på grund af det store format.
Der er hverken indgang til 3,5 mm jackstik til hovedtelefoner eller plads til hukommelseskort. Det er også dejligt for brugeroplevelsen, at hastigheden i brugerfladen er hurtig – også når den presses med aktiv brug af mange apps, der kører på samme tid.
Se også: Brugervenlige telefoner
Batterilevetid
Batteriet i Galaxy S21 har 4.000 mAh kapacitet. Det rækker fint til en dags brug plus det løse til at holde sig på den sikre side. To dages brug rækker den ikke til, hvis jeg holder den på mit sædvanlige brugsniveau. Det gør ikke noget – bare den klarer sig fint til en dag, hvilket den gør.
Der følger heller ikke oplader med i æsken til denne variant af S21. Det gør ikke så meget for de fleste formentlig. Telefonen understøtter opladning med 25W med kabel og trådløst kommer den på 15W. Herunder kan du se, hvor hurtigt den lader op med kabel.
Så hurtigt lader S21 op:
- 5 minutter – 13 procent opladet
- 10 minutter – 25 procent opladet
- 15 minutter – 36 procent opladet
- 30 minutter – 63 procent opladet
- 59 minutter – fuldt opladet
Der er rigtig fin smæk på opladningshastigheden.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Skærm
Skærmen er 6,2 tommer stor med fuld HD-opløsning (2.400 x 1.080 pixel), HDR10+, op til 120 H refresh rate, 1.300 nits i lysstyrke og Always-on display.
Personligt vil jeg gerne have en skærm, der er lidt større, men der er bestemt intet i vejen med skærmen som sådan. Den er simpelthen fremragende på skarphed, farver, kontraster, respons og lysstyrke. Et plus for at være udstyret med Gorilla Glass Victus. Samsung har ikke sparet på den front, selvom det er en markant billigere mobil end de andre i serien.
Se også: Smartphones med bedste display
Hastighed i brugerflade
Man får en mobil med Exynos 2100 (bygget på 5 nm arkitektur), man får 8 GB RAM og hukommelse på enten 128 eller 256 GB. Selvom Samsungs brugerflade One UI er en temmelig kompleks størrelse og fylder meget på telefonen, så oplever jeg den på ingen måder som en belastning for telefonen.
Den har da også meget kraftfuld hardware til at trække den. Hastigheden i brugerfladen er er høj faktisk uanset hvad telefonen bruges til.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Kamera
Galaxy S21 har tre kameraer på bagsiden på 64 + 12 + 12 megapixel, der sammen tager rigtig fine billeder til de forskellige situationer, man nu engang tager billeder i.
Herunder kan du se nogle billeder, som vi har taget med telefonen under forskellige forhold.
Test af kamera på Galaxy S21: Landskabsbillede.
Herunder kan du se nogle billeder taget med de forskellige kameraoptikker. Først et almindeligt landskabsbillede, så et vidvinkelbillede og herefter lidt zoom. Det sidste billede af bygningen er med maksimal 30 gange zoom. På vidvinkelbilledet får man også fin kvalitet med gode farver og fin skarphed. Særligt farverne kan blive et problem at få gengivet rigtigt på vidvinkelbilleder, men de ser fine ud her.
Test af kamera på Galaxy S21: Makro.
Rigtig fin sløring af baggrunden på makrobilleder, hvor man samtidig ønsker skarphed på fronten.
Test af kamera på Galaxy S21: Mørke uden brug af fotolys.
Jeg får fine billeder taget i mørke med Galaxy S21, men der kan være tendens til at billeder i mørke bliver lidt uskarpe.
Test af kamera på Galaxy S21: Selfie.
Er lyset godt, får man glimrende selfies – dog er mikrofonen i baggrunden til højre træls skarp – softwaren blev forvirret og troede, at den også skulle være skarp. Det skulle den ikke. I mere dunkle opgivelser får man ikke det bedste selfie-billede. Så forsvinder detaljer og farverne gengives ikke godt.
Se også: Mobiltelefoner med bedste kamera
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21 – Datahastighed
Der er både 4G, 5G og WiFi 6 til at sikre en helt optimal internetopkobling. 5G understøtter både det hurtig mmWave-teknik og den langsommere Sub6-teknik. Tech-feinschmeckere kan måske ærgre sig over, at den ikke har WiFi 6E, men den teknik til endnu bedre WiFi er forbeholdt den dyrere Ultra-telefon. WiFi 6 er dog længe rigeligt på en mobil.
Du kan snildt bruge telefonen til at koble flere enheder op til nettet med den, når du er på mobilnettet – også dit fjernsyn, når du streamer 4K-video.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21 – Spil
Efter at have testet mange telefoner med store skærme, så bliver man jo forvænt. 6,2 tommer er pludselig ikke sindsoprivende, når vi taler størrelse. Alligevel får jeg en glimrende gameroplevelse ud af S21, både til actionfyldte spil som Call of Duty og mere stille og rolige spil som Woodoku.
Billedet er skarpt og klart, spillene afvikles uden problemer og lyden er også helt i orden.
Se også: Bedste telefoner til spil
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21 – antennekvalitet
Heldigt for os europæere, at vi får Exynos-varianten. Med sar-værdi på 0,46 W/kg har den nemlig betydeligt lavere sar-værdi end Snapdragon-modellen. Det betyder som udgangspunkt en fin antennekvalitet med god mobildækning.
Det spiller også positivt ind på batteriforbrug og telefonens generelle ydeevne.
Se også: Mobiltelefoner med bedst antenne
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21 – Samtalekvalitet
Den gode antennekvalitet smitter også positivt af på lyden til samtaler. God opkobling til mobilnettet betyder god lyd. Samtidig kan man også benytte sig af WiFi-opkald, VoLTE til HD-lyd eller benytte de lydindstillinger, som telefonen har til bedre lyd.
Se også: Mobiltelefoner med bedst lyd til samtaler
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21 – Pris
Samsung Galaxy S20 har en vejledende pris fra 6.599 kroner. Herunder kan du se de bedste priser på Galaxy S21.
De bedste priser på Samsung Galaxy S21 (2021) 128 GB
Opdateret 22/12 2024
Samsung Galaxy S21 (2021) 128 GB udbydes af 14 udbydere. Du kan spare op til 4.477,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy S21 (2021) 128 GB
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Er Samsung Galaxy S21 en perfekt mobil? Det er tæt på. Den yder fremragende kvalitet på praktisk talt alle de vigtigste features på en mobil.
Formatet er samtidig fremragende og selvom skærmen er lidt til den lille side for min smag, så får jeg stadig en glimrende oplevelse, når jeg bruger telefonen, hvor en stor skærm er at foretrække.
Teknisk når den ikke samme niveau som den langt dyrere S21 Ultra, for eksempel på kameraet og den har ikke WiFi 6E men kun WiFi6, men antennekvaliteten er bedre og det smitter positivt af på telefonen. Kan du klare dig med skærmen på 6,2 tommer, så er dommen klar: Samsung Galaxy S21 er på alle måder en fantastisk mobil!
For
- Formatet
- Skærmen
- Kameraet
- Hastighed i brugerflade
Mod
- Mangler oplader i æsken
- Ikke plads til hukommelseskort
Samsung Galaxy S21 – specifikationer og funktioner
- Mål: 151,7 x 71,2 x 7,9 mm
- Vægt: 169 gram
- System: Android 11 + One UI 3.1
- Skærm: 6,2 tommer, 2.400 x 1.080 pixel, (421 ppi), 1.300 nits, 20:9 format, Dynamic AMOLED, Corning Gorilla Glass Victus (Gorilla Glass 7), HDR10+, 120 Hz
- Processor: Exynos 2.100, otte kerner
- RAM: 8 GB RAM
- Indbygget hukommelse: 128 /256 GB, ikke plads til hukommelseskort
- Batteri: 4.000 mAh + lynopladning
- Datahastighed: 2 Gbit/s (5G og 4G)
- Kamera: 64 + 12 + 12 megapixel, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.8, optisk billedstabilisering (OIS),3 gange hybrid zoom, 30 gange digital zoom.
- Frontkamera: 10 megapixel, f/2.2
- Video: 4K
- Tilslutninger: USB 3.2, Type-C, Bluetooth 5.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/6
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- Sar-værdi: 0,46 W/kg
Se også: Test af telefoner
Find bedste pris & tilbud på telefoner i Samsung Galaxy serien