OnePlus Open 2 kan blive den tyndeste foldbare telefon
OnePlus Open er stadig en af de bedste foldbare telefoner på markedet selv næsten et år efter lanceringen. Selvom OnePlus Open 2 ikke forventes at komme ud på hylderne før i løbet af 2025, er de første lækkede oplysninger om den allerede i omløb.
Vi giver dig her det første indtryk af, hvad vi kan forvente os fra den næste generation af foldbare smartphones fra OnePlus. Hvis vi skal tro de seneste oplysninger, kan OnePlus Open 2 ved lanceringen blive den tyndeste foldbare telefon på markedet.
Ifølge det seneste rygte fra den kendte leakster Digital Chat Station bliver OnePlus Open “9,x mm” tyk, altså mindre end 10 millimeter, når den er foldet sammen. Det betyder, at den er tyndere end de nyeste foldbare telefoner på markedet i Europa, nemlig Google Pixel Pro Fold med sine 10,5 millimeter og Samsung Galaxy Z Fold 6 med sine 12,1 millimeter. Samtidig ligger den tæt på den kommende Honor Magic V3, der menes at blive kun 9,2 mm tyk.
I en kommentar til rygtet fortæller leaksteren, at den nye foldbare telefon bliver rekord-tynd. Hvad der præcis menes med det, ved vi ikke, men sikkert er det, at OnePlus Open 2 bliver meget tyndere end den nuværende model, der ligger omkring 11,7 millimeter, når den er foldet sammen.
Indlægget nævnte ikke specifikt OnePlus Open 2, men derimod Oppo Find N5, der formentlig bliver rebranded som OnePlus Open 2 og derfor nok også har samme specifikationer. Oppo og OnePlus er nemlig ejet af samme moderselskab, BBK Electronics. Samme selskab ejer Realme, vivo og IQOO.
Se også: De bedste priser og tilbud på OnePlus-telefoner
Foreløbige specifikationer på OnePlus Open 2
Udover oplysninger om telefonens tykkelse har Digital Chat Station også nyt at fortælle om de resterende specifikationer for OnePlus Open 2.
Leaksteren hævder, at både den indvendige og udvendige skærm på telefonen vil have en 2K-opløsning. Den vil have den kommende Snapdragon 8 Gen 4-chip fra Qualcomm, hvilket giver den et forspring i forhold til de fleste andre foldbare enheder på markedet.
Man forventer desuden, at OnePlus forbedrer vandtætheden i Open 2. Den vil efter sigende fortsat have et rundt kameramodul med en primær kamerasensor på 50 megapixel og et uspecificeret periskopkamera. Leaksteren mener, at denne anden generation af selskabets foldbare telefon kommer til at have fokus på at være lettere og tyndere trods rygter om at batteri på hele 6.000 mAh.