Ingen planer om HTML5 i Windows Phone 7

Ifølge Microsoft er webbrowseren i Windows Phone 7 et af de områder, der kommer til at indeholde misundelsesværdige forbedringer. Men HTML5-understøttelse er ikke noget man vil inkludere i starten.

Ingen planer om HTML5 i Windows Phone 7

Mobilversionen af Internet Explorer har utvivlsomt været en af de største svagheder ved Microsofts mobile styresystem, og derfor har flere producenter valgt at installere alternative browsere, f.eks. Opera Mobile. Når Microsoft senere på året kommer med deres Windows Phone 7, skal en langt forbedret version af Internet Explorer inkluderes.

På et pressemøde i Tyskland blev webbrowseren fremvist af Frank Pregel, som er en af Microsofts såkaldte teknikevangelister for Windows Phone. Pregel fortalte at der ikke findes nogen konkrete planer om at introducere HTML5-understøttelse i den nye webbrowser. Det skriver Winfuture.de.

Den nye webstandard kan bl.a. bruges til at afspille videoindhold direkte i webbrowseren uden at bruge teknologier som Flash.

Ifølge Pregel regner man med, at Flash-understøttelse vil komme til Windows Phone 7 inden for seks måneder efter lanceringen af de første telefoner. Ifølge de seneste oplysninger vil Microsoft være klar med Windows Phone 7-mobiler i løbet af oktober måned.