Nokia 5800 XpressMusic: Vildt godt, Nokia!

Nokia 5800 er Nokias første mobil med touchskærm. Trods en rimelig pris byder den på rigtig mange underholdende funktioner.

Nokia 5800 XpressMusic: Vildt godt, Nokia!

Da Nokia 5800 blev lanceret, blev den hurtigt udset til Nokias svar på iPhone. Det er dog ikke en retfærdig sammenligning. Nokia 5800 retter sig ikke umiddelbart mod dem, der er klar til at betale en stor sum penge for et stilfuldt designet Apple-produkt. Prisen på Nokia 5800 skal ligge på omkring 3.000 kroner.

På den anden side er det tydeligt, at Nokia med den her telefon vil vinde en del af det, de har tabt til Apple, når det gælder om at være den førende smartphone-producent, tilbage. Nokia håber ganske enkelt på, at 5800 skal matche iPhone både med funktioner og med en bedre pris.

Så hvordan går det for Nokia med det? Overraskende godt faktisk. Jeg vil påstå, at Nokia lige nu er den eneste mobilproducent, der for alvor kan matche Apple iPhone med en komplet multimediemobil – og de gør det rigtig godt. 5800 er faktisk både fuld af funktioner, let at bruge og gavmildt prissat.

Det første, der definitivt adskiller Nokia 5800 fra mange andre mobiler med touch-skærm, er formatet. Nokia 5800 er mindre, tyndere og lettere end iPhone 3G. Det her er mere end telefon i "almindeligt" telefonformat. Det, der adskiller den fra "almindelige" telefoner er, at det fysiske ciffertastatur mangler, og at skærmen i stedet dækker hele forsiden.

Der er alligevel nogle fysiske knapper på 5800 og flere af dem sidder på telefonens højre side. Der sidder frem for alt en knap til at låse skærmen. Ved at trække den lidt nedad aktiveres skærmlåsen, så man ikke kommer til at starte programmer eller ringe op ved en fejl, når telefonen ligger i lommen. Et let strøg over knappen igen, så aktiveres skærmen.

Nokia 5800 er i det hele taget meget let at bruge sammenlignet med mange andre mobiltelefoner med touch-skærm. Man klikker sig frem med fingrene på skærmen. Nokia har indført såkaldt haptisk feedback i skærmen. Det betyder, at når man klikker på skærmen, vibrerer telefonen lige netop der under skærmen, hvor man har klikket. Det smarte ved det mærker jeg frem for alt ved skrivning. Man mærker tydeligt, at man har trykket på en knap på skærmen.

Under skærmen sidder der knapper til grønt rør, rødt rør og midt imellem dem en menuknap. Menuknappen kan også bruges til at skifte mellem åbne programmer – ved at holde knappen inde et sekund eller to får man en liste over programmerne frem.

Resistiv skærm

Hvordan er skærmen så? Den føles faktisk rigtig fin, selvom den ikke giver samme lynhurtige respons som iPhone. Grunden til det er, at Nokia har valgt en anden skærmteknologi end Apple med såkaldt resistiv touch-skærm. Det betyder, at skærmen består af to lag, og den reagerer, når disse to lag presses sammen. Fordelen sammenlignet med iPhone-skærmen er blandt andet, at man kan klikke med enten fingrene eller med pen, negle, vanter eller hvad som helst. (Med en iPhone reagerer skærmen ikke, hvis man ikke klikker med fingrene, eftersom der skal hudkontakt til for, at skærmen reagerer.)

Skærmen fungerer også som tastatur. Der er fire måder at skrive på med Nokia 5800 – og det er ret let at skifte mellem skrivemetoderne. Man kan bruge et almindeligt ciffertastatur på skærmen med fingrene, med eller uden T9. Hvert klik på skærmen resulterer i en lokal vibration fra skærmen, så man mærker, at man har "klikket" med fingeren.

Skal man skrive længere tekster, er det lettere at finde et tastatur frem, der dækker stort set hele skærmen. På det tastatur er der danske bogstaver – æ, ø og å – som separate taster, og tasterne er store nok til, at man rammer rigtigt, når man skriver med fingrene. Der findes også et mini-tastatur og håndskriftstolkning, men for at kunne skrive på de måden skal man have pennen frem, som sidder stukket ind i telefonen på undersiden.

I praksis skiftede jeg mellem to måder at skrive på. Til kortere beskeder eller når man var ude i byen, var det traditionelle ciffertastatur med T9 det letteste, eftersom det var nok at bruge en hånd. Til at skrive lidt mere, når man kunne holde telefonen med to hænder, var fuldskærms-tastaturet fint.

Logisk hovedmenu

Hovedmenuen samler 12 ikoner navngivet efter forskellige områder, for eksempel musik, internet, beskeder og programmer. Under hvert ikon finder man så funktionerne indenfor det område. Det er logisk og enkelt.

Under musikmenuen ligger for eksempel musikafspilleren, radioen, Nokias musikbutik og podcast-program til at abonnere på radioprogrammer og TV-programmer. Selve musikafspilleren genkender man fra tidligere Nokia-telefoner. Sangene ligger som sædvanligt organiseret efter artist, titel eller album. Spillelister er lette at skabe og tilføje sange til. Under musikmenuen ligger også software til Nokia Music Store, men der er jo ikke tilgængelig endnu i Danmark.

Lyden i Nokia 5800 er rigtig, rigtig god, når man lytter til musik. Derimod er der ingen knapper på telefonen til at styre musikken med. Da jeg brugte nogle andre høretelefoner, tilsluttede jeg dem via den medfølgende handsfree-ledning, eftersom der sidder styreknapper til musikafspilleren på den. Udover styreknapper til musik er der også mikrofon på ledningen, så man kan tale i telefon med høretelefonerne.

Musikafspilleren virker mægtig god. Spillelister skabes i Windows Media-format, og sendes med Bluetooth eller MMS til en ven.

Yndlingskontakter på startskærmen

På startskærmen kan man tilføje fire favorit-kontakter, så man får fire faner, hvor der samles hændelser koblet til den ven. For eksempel havner den seneste SMS- og MMS-besked til og fra den ven på en liste. Man kan også tilføje RSS-feeds, for eksempelvis at få de nyeste opdateringer fra vennernes blogge på startskærmen.

Selve adressebogen med alle kontakter har et smart system til at finde rundt. Når man skal søge efter en kontakt, får man først det halve alfabet frem med en pil til at bladre til den anden halvdel af alfabetet. Hvis jeg søger efter en, der hedder Peter, begynder jeg at skrive P, og så finder telefonen de kontakter frem, der begynder med P. Bogstav nummer to for disse kontakter er måske E eller A, og så vises kun disse to bogstaver og de kontakter, der er tilbage. Det betyder, at man efter kun to, tre eller fire tryk sædvanligvis har fundet den kontakt, man søger.

For at scrolle i adressebogen eller i andre lister trykker man på sidelisten, man gør ikke som i iPhone – trækker fingeren over listen. Når man trykker på en kontakt, markerer man i stedet den kontakt. Så må man klikke igen for at åbne kontakten.

Sådan fungerer det i princippet i alle menuer og lister. Der skal altså to klik til for at vælge noget i en liste. Pointen med det er, at man med første klik markerer rækken i listen, for eksempel en sang i musikafspilleren. Derefter kan man klikke "Valg" for at få en menu frem med forskellige ting, man kan gøre med sange, som at sende den til nogen via Bluetooth eller putte den ind på en spilleliste. Det er kun, hvis man klikker to gange i rap, at sangen åbner og afspilles.

Efter et stykke tid virker dette meget logisk og velfungerende på samme måde i hele telefonen, men er man vant til for eksempel iPhone, hvor der altid sker noget ved første tryk, kan det virke lidt underligt.

Særlig mediemenu

Udover hovedmenuen har Nokia 5800 en særlig mediemenu, der altid er tilgængelig via et ikon over skærmen. Uanset, hvor man er i telefonens menuer, kan man altid klikke på mediemenu-ikonet, og så kommer der en specialmenu frem med genveje til musikafspilleren, billedgalleriet, webbrowseren, videogalleriet og "del online" (hvor man kan uploade sine billeder og videofilm til en personlig webside, for eksempel på billedsiden Flickr).

Beskedmenuen kan nås via startsiden eller via hovedmenuen. Der samles SMSer og MMSer i samme indbakke, og derudover kan man tilføje en eller flere mailkonti. En smart ting, da jeg ville sende en hurtig SMS, var muligheden for at skrive SMS-tekst med et "almindeligt" ciffertastatur med T9. Det gik nemlig fint, selvom jeg var på vej mod Metroen og kun holdt telefonen i en hånd

Når det gælder de praktiske funktioner, er der i hovedmenuen også en kalender, der er meget overskuelig med måneds-, uge- eller dagsoversigt på den øvre del af skærmen, og den markerede dags hændelser listet op på den nedre del af skærmen.

Nokia 5800 er i det hele taget meget mere "nyttemobil" end det fremgår af Nokias reklame, eftersom man der retter sig mere ind på musikdelen. Men faktum er, at man gratis kan hente for eksempel Quickoffice via telefonens Hente-menu og siden redigere eller oprette både Word- og Excel-dokumenter.

Dobbelte lamper

Kameraet byder på billeder på 3,2 megapixel og autofokus. Det er ikke et af de allerbedste kameramobiler på markedet, men den ligger kun lige under de bedste. Dels fungerer autofokusen godt, og med kameraet indstillet på nærbillede får man rigtig skarpe billeder med kun nogle centimeters afstand fra objektet, der fotograferes.

Den anden gode detalje ved kameraet er de dobbelte fotolamper, der lyser fint op indendørs, og også disse billeder med fotolampe resulterer i billeder med rigtig god farvegengivelse – noget der desværre går galt for mange kameramobiler, når man fotograferer indendørs.

Under "Programmer" i hovedmenuen finder man en mængde andre ting samt ekstraprogrammer, man har installeret. Jeg har allerede nævnt, at Quickoffice kan installeres fra Hente-menuen, men her finder man også en del andre programmer fra starten, som rejse- og vejrprogrammet Worldmate (hvis kvindestemme automatisk og højt fortæller om morgendagens vejr i telefonens velvoksne højttalere hver aften kl. 21.00 – spooky, inden jeg forstod, hvem der talte i min lejlighed). Under programmenuen findes også bilspillet Raging Thunder, der styres ved, at man bevæger telefonen i forskellige retninger.

Der er en række smarte ekstrafunktioner i telefonen og sensorer der kan mærke, hvordan du holder telefonen. For eksempelvis at trykke på snooze ved alarmen kan man vende telefonen. Det samme gælder ved indkomne samtaler – vil man ikke svare, vender man telefonen, så stopper den med at ringe. Skærmbilledet kan også vende sig automatisk, når man vender telefonen mellem almindelig visning og bredformat. De her sensor-funktioner kan man selvfølgelig slå fra, jeg syntes for eksempel, at skærmbilledet vendte sig lige lovlig let, og slog så den funktion fra.

Skærm-sensoren kan også mærke, når man holder telefonen mod øret/kinden ved samtale. Så slukkes billedet på skærmen, og man kan ikke ved en fejl klikke på skærmen, når man taler i telefon.

Web og GPS

Webbrowseren er Nokias egen udmærkede browser til Nokias smartphones, men med en ny type zoomfunktion. Ved at dobbeltklikke på skærmen zoomer man ind eller ud fra webbrowseren, og man kan også zoome med en bar i højrekanten. Netop i webbrowseren kan man desuden, til forskel fra i menulister, scrolle sig op og ned og til højre og venstre ved at trække fingeren over skærmen. At bladre sig frem ved at trække fingeren over skærmen fungerer for øvrigt også, når man ser på billeder i galleriet.

Nokia 5800 har også GPS, men den funktion, der følger med, er ikke til bilnavigation, men mere rettet mod at finde rundt i en fremmed by. Under alle omstændigheder fungerer den fint, og det er især let at finde nærliggende points-of-interest, som en bestemt type restauranter.

Vil vante Nokia-brugere føle sig hjemme i den her mobil? Ja, men kun lidt. Menuerne i 5800 er meget anderledes end dem, der sidder i tidligere Nokia-telefoner. Nokia har lavet systemet helt om, så det fungerer med touch-skærm. Og det har været en vellykket proces. Nokia 5800 er let at bruge og fyldt med funktioner.

Det, der kan føles som lidt af en svaghed ved 5800 Xpress Music, er trods alt kvalitetsfornemmelsen. Den føles simpelthen plastikagtig – for plastikagtig. Fordelen med det er vel, at vægten bliver nede på beskedne 109 gram.

Spørgsmål og svar

Hvor meget hukommelse har telefonen?

På hukommelseskortet, der følger med, er der 8 GB, hvilket rækker til 1.500-2.000 sange. Hvis man vil, kan man anskaffe et større hukommelseskort, et kort med 16 GB koster omkring 550 kr.

Er den træg i menuerne?

Nej, den føles rap i menuerne, og det er måske et af de vigtigste argumenter, når man sammenligner denne Symbian-telefon med Windows-mobiler som Samsung Omnia og Sony Ericsson X1 – at Windows-mobiler trods mere kraftfulde processorer ofte har en tendens til at være træge i menuerne.

Kan man bruge den som bil-GPS?

Ja, hvis man betaler en årsafgift eller månedsafgift, kan man opgradere softwaren i telefonen, så man får stemmeguidet navigation til bilkørsel med det medfølgende GPS-program Nokia Maps 2.

Alternativer

Apple iPhone 3G er et soleklart alternativ, der har mere kvalitetsfornemmelse i coveret og Apples styresystem med iPhone-applikationer. LG KP500 er et relativt billigt alternativ med touch-skærm, men den er ikke en smartphone og simplere end både Nokia 5800 og iPhone.

Stikprøve ydeevne

SPMark-test: Vores testprogram for ydeevne fungerede ikke på telefonen

Kommentar: Selvom testprogrammet ikke fungerede, kan man konstatere, at ydeevnen er rigtig god. Selv med et dusin programmer i gang i baggrunden arbejder telefonen hurtigt. (tommelfinger op)

Strikprøve batteri

Producentens oplysninger: 5 timer

Batteriets taletid for os: 5 timer 18 minutter

Kommentar: Nokia er blevet bedre til batteritider på det sidste, og Nokia 5800 klarer sig usædvanligt godt af en 3G-mobil at være.

(tommelfinger op)

Mere til nyheden

Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek absolut seneste nyt om emnet. Redaktionen kørte videre med bolden. 23/2/2009 havde redaktionen fokus på nyheden om Sony Ericsson F305: Fyldt med spil – Historien kan du læse her. Redaktionen dækker emnet fortløbende. Se seneste nyt her.